Pelosi går videre med rigsretsproces mod Trump

392397_16_9_large_711.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
05. dec 2019 KL.15:29

Opdateret kl. 16.11 - USA's præsident, Donald Trump, har klokkeklart brudt loven og skal stilles for en rigsret.

Det mener Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus. Derfor beder hun nu retsudvalget om at identificere de relevante paragraffer i sagen.

- Præsidentens handlinger er alvorlige brud på forfatningen, siger Pelosi.

Det er sagen om Trumps påståede forsøg på at presse Ukraine til at undersøge tidligere vicepræsident Joe Bidens søns forretninger i Ukraine, der kan føre til en rigsretssag mod den amerikanske præsident.

- Der er ingen tvivl om kendsgerningerne. Præsidenten misbrugte sin magt for sin egen politiske vindings skyld, siger hun.

- Det skete på bekostning af vor nationale sikkerhed ved at tilbageholde militær hjælp og et afgørende møde i Det Hvide Hus til gengæld for en erklæring om, at hans politiske rival skal undersøges, siger Pelosi.

Ifølge Demokraterne misbrugte Trump sit embede ved at tilbageholde militærhjælp til Ukraine for 391 millioner dollar for at presse Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, til at meddele, at Joe Bidens søn skal undersøges.

- Det er trist, men med tillid og ydmyghed og troskab over for vore grundlæggere og med hjertet fyldt med kærlighed til Amerika så beder jeg i dag vor formand om at fortsætte med rigsretsartiklerne, siger hun med henvisning til Jerrold Nadler, formand for retsudvalget.

Pelosis udtalelser kommer dagen efter, at retsudvalget gennemførte en høring med tre eksperter i den amerikanske forfatning.

Det var det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus, der havde indkaldt de tre.

De erklærede, at Trumps opførsel i Ukraine-sagen krænker rigsretsbestemmelserne i den amerikanske forfatning.

En fjerde ekspert, der var indkaldt til høringen af det republikanske mindretal, kaldte rigsretsprocessen forhastet og fejlbehæftet.

Trump selv har kaldt processen for en heksejagt. Han nægter at have gjort noget galt.

/ritzau/Reuters