Pæne jobtal i USA skubber renteforhøjelse endnu tættere på

Politik
Eksklusivt for kunder
01. jun 2017 KL.15:29
Der er rigtig godt gang i det private arbejdsmarked i USA, og det gør det endnu mere sandsynligt, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, senere i juni strammer sin pengepolitik og skruer op for renten.

Det vurderer flere økonomer, efter at den private jobrapport ADP torsdag viste en jobvækst på 253.000 i maj, hvilket klart oversteg forventningerne på 180.000.

Inden økonomerne vil krydse renteforhøjelsen 100 pct. af, skal fredagens officielle amerikanske jobrapport - der tæller både de offentlige og private arbejdspladser - dog undvige en stor skuffelse.

"Kun en meget svag jobrapport – som nu virker helt usandsynlig – kan få centralbankchef Yellen og co. til at ryste på hånden," vurderer Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank.

Hos Spar Nord påpeger chefstrateg Christian Mose Nielsen, at man skal være påpasselig med at drage for store konklusioner mellem ADP-rapporten og den officielle rapport, da der de seneste måneder har været store forskelle.

"På trods af denne usikkerhed er det dog vores vurdering, at dagens overraskende stærke ADP-beskæftigelsesrapport øger sandsynligheden for en positiv overraskelse i fredagens arbejdsmarkedsrapport," skriver han i en kommentar.

Han venter en jobvækst på 190.000 i fredagens rapport, mens konsensus blandt økonomerne - inden ADP-tallene - var en stigning på 180.000 ifølge et estimat fra Bloomberg.

Den amerikanske centralbank holder sit næste rentemøde 13.-14. juni, og langt de fleste økonomer samt finansmarkedet forventer en renteforhøjelse. I øjeblikket er centralbankens styringsrente på 0,75 til 1,00 pct. Renten blev senest sat op i marts.

/ritzau/FINANS