Officielt: Donald Trump skrotter USA's deltagelse i klimaaftale

null

346175_16_9_large_615.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
01. jun 2017 KL.21:56
Opdateret kl. 21.36 - Donald Trump har valgt at trække USA ud af klimaaftalen, som landet indgik i december 2015, da præsidenten i USA hed Barack Obama.

Med sit valgslogan "make America great again", har præsidenten valgt at følge op på sine løfter under valgkampen og trækker dermed USA ud af klimaaftalen.

"Vi trækker os fra aftalen, men vi vil begynde at forhandle og se, om vi kan få en aftale, der er fair, og hvis vi kan, er det godt, hvis ikke er det fint," siger Donald Trump, som dermed alligevel lader døren stå på klem for forhandlinger.

"Aftalen er meget uretfærdig," mener præsidenten, "fordi USA skal betale den højeste støtte.".

Klimaaftalen er indgået med deltagelse fra 195 lande, der forpligtiger sig på, at reducere deres udslip af klimagasser, herunder CO2.

USA er verdens rigeste land, og udleder næstmest CO2, men da landets præsident ikke tror, at klimaforandringerne er menneskeskabte, er der ingen hjælp at hente fremover fra USA.

Storm af appeller

Tilbagetrækningen sker på trods af en storm af appeller fra bl.a. USA store virksomhedsledere, og her til aften kom det frem, at de fem nordiske statsministre også har vist deres uenighed med Donald Trumps beslutning.

I et underskrevet brev til præsidenten har de bedst ham om at stå ved klimaaftalen fra Paris.

Ifølge Ritzau, der er i besiddelse af brevet, skriver ministrene bl.a. ”I Paris i december 2015 afgav globale ledere et løfte. Til vores børn. Til fremtidige generationer. Vi må reducere den globale opvarmning. Effekterne af den er allerede synlige i alle delområder af vores planet. Det er afgørende, at alle parterne holder fast i aftalen.” 

I Greenpeace lyder det fra klimapolitiske rådgiver, Jens Mattias Clausen, at verden ikke kommer til at vente på Trump og USA.

“Det her kommer til at betyde, at USA sakker helt bagud og isolerer sig i stedet for at udvise solidaritet med verdenssamfundet ved at tage lederskab i kampen mod klimaforandringer og dermed den største trussel mod menneskehedens fremtid.” 

I Verdensnaturfonden, WWF, glæder klimachef John Nordbo, sig også over at resten af verden står sammen mod USA.

"Det er rystende uansvarligt, at Donald Trump nu trækker USA ud af klimaaftalen. USA står for 15 pct. af det globale CO2-udslip. En gennemsnitlig amerikaner bidrager med mere end dobbelt så meget til den globale opvarmning som en europæer. Så det er meget alvorligt for løsningen af verdens klimaproblemer, at Donald Trump nu tager dette ensidige skridt," siger John Nordbo.

"Heldigvis står resten af verden sammen i løsningen af verdens klimaproblemer. Heldigvis fortsætter en række amerikanske delstater – også republikanske – den grønne omstilling. Heldigvis er en meget stor del af den amerikanske befolkning lodret imod Donald Trumps klima-fornægter-linje. Europa og resten af verden må gøre alt for at understøtte de kræfter i USA, der kæmper for grøn omstilling, de kræfter, der for længst har forstået, at sort energi er fortid – og at kul og olie må blive i jorden," siger John Nordbo.