Økonomer: Rohde hæver renten snart

303577_16_9_large_38.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
05. maj 2015 KL.20:05
Et stort fald i valutareserven bringer Nationalbanken nærmere en forhøjelse af den historiske lave rente.

Sådan lyder det fra flere økonomer i kølvandet på nyheden om, at valutareserven i april faldt til 737 mia. kr.

”Et fald på 31,7 mia. kr. er stort. Også selvom valutareserven fortsat er stor, så indikerer udviklingen, at en selvstændig dansk renteforhøjelse rykker tættere på,” skriver Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar.

Normalt vil et fald af den størrelse resultere i et rentehop fra nationalbankdirektør Lars Rohde, men detligger ikke lige med det samme, vurderer cheføkonomen.

”Der er dog ingen tvivl om, at en selvstændig dansk renteændring er rykket tættere på med dagens tal.”

To måneder til

Også i Sydbank forudser man en snarlig forhøjelse af renten, der ligger på minus 0,75 pct. herhjemme.

”Vi forventer, at Nationalbanken hæver renten inden for de kommende to måneder,” skriver makroøkonom Peter Bojsen Jakobsen i en kommentar.

Trods udsigten til rentehop bliver de dog begrænsede, så danskerne har ikke noget at frygte, anfører Steen Bocian med henvisning til, at den meget ekspansive pengepolitik fra Den Europæiske Centralbank vil fortsætte et godt stykke tid endnu.

”Selvom renten muligvis skal til at sættes op i stedet for ned, så er det dog værd at bemærke, at der er langt til positive centralbankrenter i Danmark. Så der er ingen grund til bekymring for almindelige danskere – vi taler om ret små rentebevægelser,” skriver Steen Bocian.

Fastkursen vandt

Siden januar har Nationalbanken været centrum i et historisk forsvar for kronen, som en cocktail af udenlandske investorer og danske pensionskasser har presset voldsomt i vejret.

En overgang forventede flere, at Danmark ville blive tvunget til at slække på fastkurspolitikken, men Nationalbanken har trukket det længste strå.

”Faldet i valutareserven og den store interventionsaktivitet for en stærkere krone, der før udsvingene i januar og februar ville have været vurderet som massive, bekræfter, at presset på den danske krone er overstået i denne omgang. Den danske krone har da også ligget relativt stabilt over for euroen omkring centralpariteten på 7,46038 gennem det seneste stykke tid,” skriver Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken.