Nye anbefalinger om ledelse i den offentlige sektor: Drivkraften skal altid være at skabe værdi for samfundet

364160_16_9_large_307.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
12. jun 2018 KL.11:36
Al ledelse i den offentlige sektor skal i sidste ende føre til én ting: At skabe værdi for samfundet og borgerne.

Sådan lyder meldingen i en ny rapport fra regeringens Ledelseskommission, hvor det uddybende lyder, at værdiskabelse for samfundet altid bør være det drivende for ledere i den offentlige sektor.

"Derfor er det ikke altid i den offentlige leders snævre egeninteresse at pejle efter borgernes behov. Det kan medføre, at andre succeskriterier kommer til at fylde for meget. Nogle af disse er ikke hensigtsmæssige for helheden," lyder det i rapporten.

Kommissionen mener aldrig, at det bør være et slutmål for en offentlig arbejdsplads at skaffe flere ressourcer eller et slutmål for en offentlig arbejdsplads, at medarbejderne trives.

I spidsen for kommissionen står tidligere koncernchef i Falck, Allan Søgaard Larsen, der tirsdag præsenterede kommissionens arbejde. 

"Offentlig ledelse handler om at skabe værdi for borgerne. Det handler ikke om, hvis jeg nu skal være lidt fræk, at lave vagtplanlægning," sagde han under præsentationen.

Han mener, at mange ledere, der egentlig burde fokusere på driften i deres organisation, har fokus rettet mod det politiske lag -  og at det i sidste ende forringer den service, borgerne får, når de er i kontakt med den offentlige sektor.

Bedre end luftkasteller

I rapporten understreger Kommissionen også, at man ikke er de første til at komme med disse pointer, men at der stadig er lang vej igen, før borgerperspektivet rent faktisk gennemsyrer al ledelse i den offentlige sektor.

For Per Nikolaj Bukh, professor i offentlig økonomistyring fra Aalborg Universitet, er det et plus, at kommissionen gentager tidligere pointer i stedet for at opfinde nogle, der ikke holder.

"Jeg har været ret panisk for, om man i kommissionen ville komme op med et eller andet totalt tåbeligt, man havde opfundet i dagens anledning, og som ikke havde nogen gang på jorden," siger han og fortsætter:

"Nu har man holdt sig til det, man trods alt har vidst var fornuftigt, og så kan det godt være, det lyder lidt banalt, det de kommer frem til, men hellere det end at man opstiller endnu et luftkastel."

Nu starter det virkelige arbejde

I en kommentar fra Allan Søgaard Larsen lyder det yderligere, at det vigtige er, at man rent faktisk gør noget ved problemerne.

"Det er nu, det virkelige arbejde med at forbedre ledelsen i den offentlige sektor begynder, for anbefalingerne er ikke meget værd, så længe de kun står i vores rapport," siger han.

Per Nikolaj Bukh mener også, at der med rapporten er en chance for at få handling bag ordene.

”I og med at man holder sig til det, man ved er fornuftigt, så er der også en langt større chance for, at det her bliver til noget, for gør man det, så vil det rent faktisk gøre en forskel," siger han.

Ledelseskommissionen blev nedsat i marts 2017 med det formål at forny og forbedre offentlig ledelse. 

28 anbefalinger

Kommissionen har i alt fremlagt 28 nye anbefalinger fordelt på syv hovedområder i sin rapport. Et af de andre hovedtemaer er, at lederne i den offentlige sektor ofte står for alene med opgaverne.

I den forbindelse anbefaler Kommissionen, at topledere og ledere skal sikre en løbende dialog om driftsnære resultater for borgerne, og de skal styrke ledelse rettet mod driften og faglighederne. 

Derudover fremhæves det, at der er for lidt plads til ledelse, og det anbefales, at ledere skal afstå fra detaljeret styring via eksempelvis dokumentations og proceskrav. Der skal i stedet være fokus på resultater - og det er på tide at tage et opgør med unødig dokumentation. I den forbindelse lyder det, at politiske interesser og interesseorganisationer fylder meget - hvilket ikke gør ledelsesopgaven nemmere. 

Et andet punkt hedder "Flere ledere, flere fyringer." Her er anbefalingen, at da ledelsesspændet  er alt for stort, så skal det gøres mindre ved at indsætte flere ledere, da det er for meget at være direkte leder for eksempelvis mere end 30 mennesker. 

Kommissionen ønsker desuden at lave et servicetjek af lederuddannelser og styrke både dem og ledernes evner til at gribe ind.