Ny meningsmåling: Socialdemokraterne holder fast på vælgerne

318855_16_9_large_404.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
29. jan 2016 KL.13:21
Hele blå blok og Socialdemokraterne holder på vælgerne til trods for den kontroversielle vedtagelse af smykkeloven i onsdags, som gør det muligt at tage smykker og andre værdigenstande fra flygtninge.

Ifølge en dugfrisk meningsmåling fra Greens Analyseinstitut går Socialdemokraterne marginalt tilbage fra 25,3 til 24,5 pct. af stemmerne, hvilket er inden for den statistiske usikkerhed.

Dermed går Greens-målingen stik imod en ny meningsmåling fra Megafon for TV2 og Politiken, hvor Socialdemokraterne får en vælgeropbakning på 19,3 pct. Det er et tab på svimlende 7 procentpoint i forhold til seneste måling. Læs om Megafon-målingen her.

”Greens-målingen viser nogenlunde staus quo, og det fortæller en helt anden historie end den måling, som er kommet fra Megafon,” siger Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet.

Pressede respondenter


Kasper Møller Hansen hæfter sig ved, at Megafon først spurgte 1000 danskere til deres måling. Da målingen ifølge Megafon viste et vildt resultat, besluttede instituttet sig for at spørge 1000 mere inden offentliggørelsen.

”Når man presser sine respondenter på den måde, risikerer man, at det skævvrider stikprøven. Man får kun fat i dem, der er hjemme ved telefonen. Så jeg tror nok mere på Greens-målingen, end jeg tror på den fra Megafon” siger Kasper Møller Hansen.

Selvom målingen fra Greens Analyseinstitut er mindre vild end Megafon, så er der alligevel tendenser, der er værd at bemærke, mener Kasper Møller Hansen.

Han vurderer, at hele flygtningedebatten, der eskalerede med smykkeloven i onsdags og den hårde kritik af den danske lov i internationale medier, har flyttet lidt rundt på vælgerne.

”Det har haft den effekt, at der har været lidt røre i rød blok. De Radikale og Alternativet er kommet styrket ud af det her på bekostning af Socialdemokraterne. Men forskellene mellem blokkene ligger fuldstændig fast. Og det viste Megafon-målingen også,” siger Kasper Møller Hansen.

S: Vi tager ansvar


I aftes klokken 22 måtte Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, forsvare Socialdemokraternes flygtningepolitik på TV2 på baggrund af den historisk dårlige meningsmåling fra Megafon.

I dag kommenterer han så på tallene fra Greens, hvor partiet ser ud til at holde på vælgerne:

"Jeg tror, at danskerne er meget bevidst om, at det her er en uhyre svær situation, hvor der ikke er nogen nemme løsninger. Man vil på den ene side gerne hjælpe mennesker i nød, men samtidig er man dybt bekymret for, at der bliver skåret ned på den lokale velfærd i kommunerne."

Glæder du dig mere over den her meningsmåling fra Greens i forhold til den fra Megafon, du læste i aftes?

"Socialdemokratiet fører ikke sin politik ud fra dagens meningsmåling. Vi gør det ud fra, hvad vi mener, der er rigtigt for Danmark. Derfor er det vigtigt, at man tager ansvar. Det gør vi uanset om målingerne går op eller ned," siger Nicolai Wammen.

Alternativet slået af Enhedslisten


De Radikale går tilbage fra 8,1 til 6,0 pct. i den nyeste Greens-måling. Ifølge Kasper Møller Hansen er der dog tegn på, at det er den seneste måling, som er lidt skæv i forhold til De Radikale, og at det derfor ikke nødvendigvis skal læses som en tilbagegang for partiet.

Alternativet, der i Megafon er det næststørste parti i rød blok, står til 6,4 pct. af vælgerne i Greens. Partiet må derfor nøjes med tredjepladsen i rød blok efter Socialdemokraterne og Enhedslisten.

Venstre står til 19,1 pct., hvilket er lidt lavere end de 19,5 pct. fra valget. Til gengæld er det en fremgang i forhold til for en måned siden, hvor regeringspartiet kun fik 16,6 pct. af stemmerne.