Nu vender Thulesen ryggen til Mette F: S må rode alene med egen blok

381828_16_9_large_190.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
21. maj 2019 KL.22:49
Efter flere års tilnærmelser mellem Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) trækker DF-formanden nu en streg i sandet.

Hvis Mette Frederiksen skal rykke ind i Statsministeriet, bliver det udelukkende efter forhandlinger med støttepartier i rød blok. Eller med DF ombord i en SV-regering.

DF kan ikke holde hånden under Mette Frederiksen, så hun slipper for at give indrømmelser på eksempelvis udlændingepolitikken til sit parlamentariske grundlag.

“Det står mere og mere klart, at den tanke, som nogle måske har haft, om at Dansk Folkeparti måske ville kunne komme ind og ligesom fjerne nogle af de mange faste ting, hendes støttepartier ville komme og kræve – den styrke ser vi ikke ud til at få i valget. Jeg vil ikke endnu sige, at vi ikke får den, men vi ser ikke ud til at få den. Det er klart, at så er der kun de to andre muligheder,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Siden grundlovsdag sidste år har S stået fast på at danne en socialdemokratisk étpartiregering.
I det socialdemokratiske ønskescenarie ville det være en regering, der kunne samarbejde med rød blok om den økonomiske politik. Og føre en stram udlændingepolitik med de borgerlige, herunder Dansk Folkeparti.
Men som meningsmålingerne er nu, er det “mere og mere åbenbart”, at Mette Frederiksen står med to muligheder, mener Kristian Thulesen Dahl:

“Det ene er at, hun afklarer tingene i rød blok, altså blandt de traditionelle støttepartier, Socialdemokratiet har. Eller også at hun bider til bolle på en S-V – og jeg vil så også sige en V-S-DF-konstellation – hvor tingene på den måde klares hen over midten,” siger Kristian Thulesen Dahl.

I Ritzau Index, et vægtet gennemsnit af meningsmålinger, ligger DF aktuelt til 11,2 pct. af stemmerne. Det er markant lavere end de 21,1 pct., partiet fik ved seneste valg i 2015. Samtidig ligger rød blok til en komfortabel sejr med opbakning på 54,6 pct. af stemmerne.

S har afvist lempelser

Det dækker over, at både De Radikale, SF og Enhedslisten står til pæne fremgange, og partierne stiller med forskellig styrke krav, som Mette Frederiksen skal opfylde, hvis hun vil være statsminister. Blandt andet på udlændingepolitikken. Samtidig har Mette Frederiksen i bestemte vendinger afvist, at hun vil lempe udlændingepolitikken.

“Mette Frederiksen står i en situation, hvor hun bliver nødt til også at anerkende virkeligheden. Og anerkende at så bliver hun nødt til enten at samarbejde også om en regeringsdannelse henover midten – hvis hun vil stå fast på sine valgløfter – eller også bliver hun nødt til at basere sig på det flertal, hun sandsynligvis får på valgdagen og så give de indrømmelser, hun så må give. Men med det resultat at hun så ikke kan holde de løfter, hun går til vælgerne med,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Thulesen Dahls udmelding kommer, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sidste uge åbnede for en regering bestående af S og V. “Opbrud kalder på samling,” lød det fra Løkke, der lod forstå, at så var meningsforskellene mellem S og V heller ikke større.

Der gik dog ikke mange timer, før Mette Frederiksen afviste Løkkes tilnærmelser. Og det forløb er afgørende for, at Kristian Thulesen Dahl nu melder ud, hvordan han ser på de parlamentariske muligheder efter valget.

“Når Mette Frederiksen så afviser bastant en regering hen over midten, altså S-V-O-samarbejde, så må hun også tage ansvaret for at hun vil komme til at lave tingene med sine parlamentariske støttepartier. Og dermed også vil komme til at give indrømmelser til dem, der vil betyde, at hun ikke vil kunne holde de løfter hun giver danskerne i de her uger og måneder. Det synes jeg ville klæde hende at gå ud og anerkende det billede over for danskerne. Det er ligesom den ene store ting i det her,” siger Thulesen Dahl.

“Den anden ting er, at hun har givet indtrykket af, at hun vil have en étpartiregering for at kunne føre politik med udvalgte partier om det, som passer ind i det socialdemokratiske partiprogram,” siger Kristian Thulesen Dahl.

“I virkelighedens verden er der ikke den situation, at f.eks. De Radikale vil komme ind til en finanslovforhandling og acceptere, at de kun må få indflydelse på nogle ganske udvalgte dele af finansloven. De vil selvfølgelig kræve indflydelse på nogle af de ting, som hun ikke havde tænkt sig, at de skulle have indflydelse på. Derfor er det lidt et fatamorgana, hun stiller op i forhold til, hvordan man laver politik på Christiansborg. For at hun kan give det indtryk over for danskerne, at hun i virkeligheden kan få gennemført hele det valgprogram, hun lægger frem,” siger han.

S-V skal have DF med

Hidtil har det lydt fra Thulesen til Mette Frederiksen, at “hun bare kunne ringe,” hvis hun kom under pres for indrømmelser, eksempelvis fra De Radikale på udlændingeområdet. Thulesen har ikke afvist, at han ville undlade at udtrykke mistillid til Mette Frederiksen i en sådan situation.

Er det en mulighed, som du ser det nu, at I på den måde kan holde hånden under hende, hvis hun kommer under pres fra de røde partier?

“Den mulighed ser ikke ud til at være til stede. Vi bliver nødt til at anerkende, at målingerne taler et entydigt sprog. Nemlig at Dansk Folkepartis tilslutning er markant lavere ved det her valg, end den var ved sidste valg. Og selvfølgelig kan meget ske på to uger, men jeg vil ikke stå som Komiske Ali og fornægte, at målingerne siger det her. Det betyder så også, at den tanke, som måtte have været, om at vi ville have styrken til at kunne gå ind og fjerne Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslistens krav på udlændingeområdet, og at der kunne være et S-SF-DF-flertal, der kunne få de værste lempelser kørt af sporet – det ser ikke ud til at blive en realistisk mulighed,” vurderer Kristian Thulesen Dahl.

S-SF-DF har været nævnt som en mulig konstellation, der på lange stræk ville kunne enes om hovedlinjerne i den økonomiske politik og store træk af udlændingepolitikken. Men med de aktuelle målinger vil de tre partier tilsammen kun stå til ca. 46 pct. af stemmerne.

Hvis Dansk Folkepartis mandater skal i spil, skal det så være i en S-V-DF-regering?

“Altså, det er i hvert fald sådan, at hvis der måtte komme den situation, at en S-V-regering måtte komme på tale, så er det også med DF iblandt, hvis vi skal kunne støtte. Ellers vil vi ikke kunne holde snor i det. Så det er klart, at vi går stadig til valg på vores førsteprioritet, vores plan A, som vi har sagt tidligere med Lars Løkke. Men i takt med at valgkampen kører og målingerne taler deres tydelige sprog, så bliver vi også nødt til at acceptere fakta. Altså acceptere at de viser, at det er meget usandsynligt, at den mulighed for en borgerlig regering genopstår,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Hvad mener du med at holde snor i det?

“Det er specielt i forhold til udlændingepolitikken. Jeg ser jo også, at hvis S og V kører alene og ikke har DF med og først har fået sig etableret, så vil de sandsynligvis kunne lave flertal med ethvert parti i Folketinget. Og så vil det være meget svært for Dansk Folkeparti at holde dem på sporet når talen kommer på Sjælsmark og kvoteflygtninge, og der vil jo komme flere initiativer og lempelser. Så tror jeg lige så stille og roligt, at det vil glide tilbage igen. Det er egentlig det, jeg tænker på, når jeg siger at det er vigtigt, at vi er med i sådan en konstellation,” forklarer Kristian Thulesen Dahl.

Kun to scenarier

Skal jeg forstå det sådan, at der faktisk kun er to scenarier: Enten bliver Mette Frederiksen statsminister alene på rød bloks mandater, eller også så får vi en S-V-DF-regering?

“Ja. Altså hvis målingerne står til troende. Og vi må bare sige, at billedet har været fastfrosset i et stykke tid. Det er klart, at hvis man tænker at om tre dage, så er der en helt anden situation. Men billedet har været fastfrosset i lang tid nu, når vi kigger på målingerne. Og så bliver vi også nødt til et eller andet sted at sige, at hvis de målinger er valgresultatet, hvad så? Så må vi sige, at så tegner det sig nu klart til at det er de to muligheder der er. Så må Mette Frederiksen vælge. Og så vil hun blive nødt til at sige til danskerne, at hvis hun vælger at blive inden for blokken og håndtere tingene der, så der er en række af de valgløfter, hun rejser rundt og giver netop nu, som hun jo bliver nødt til at give sig på”, mener Kristian Thulesen Dahl.

Risikerer du ikke at overlade udlændingepolitikken fuldstændig til rød blok?

“Nej, nej, nej. Vi gør alt hvad vi kan, også med det jeg siger her, for at få fastholdt udlændingepolitikken. Men jeg skal ikke fornægte virkeligheden. Og jeg bliver også nødt til at respektere målingerne. Jeg kan jo godt rende rundt og sige, at jeg ikke tror på dem. Og jeg tror også på, at vi kan få et bedre resultat, end målingerne siger nu. Men jeg bliver nødt til at tage bestik af, at hvis de taler sandt, hvad er det så for en situation, vi står i efter valget? Jeg er helt med på, at hvis målingerne viser et helt andet billede om en uge, så er jeg parat til en ny snak. Men vi bliver nødt til at sige at målingerne i en længere periode i valgkampen har været med det samme resultat.”

Du har tidligere talt om, at DF skulle have en vælgeropbakning på 17 pct. for at gå i regering. Det ligger I jo slet ikke til nu, men alligevel åbner du for at I vil med i en S-V-DF-regering. Hvad har ændret sig?

“Jamen, det er at Venstre meget opsigtsvækkende for en uge siden kom med bogen og sagde det her med at de ville afsøge den mulighed, hvis valgresultatet falder ud, som de forventer. Det er selvfølgelig en helt ny situation for os. Der er det, jeg siger, at hvis vi skal prøve at holde snor i det, der er vigtigt for os, der kan vi med den S-V-konstellation kun gøre det, hvis vi selv er med. Det er grunden til det.”