Milliarderne vælter ind som indskud i ECB

Politik
Eksklusivt for kunder
28. dec 2011 KL.11:01
Pengene vælter ind i Den Europæiske Centralbank, ECB. Eurozonens finansielle virksomheder har indsat 452 mia. euro natten over i ECB tirsdag. Dermed er rekorden fra dagen før på 412 mia. euro læsterligt slået.

I sidste uge lånte ECB 523 banker 489 mia. euro i tre år. Renten på de midler var 1,0 pct., mens indlån i ECB giver en rente på 0,25 pct.

Barclays Capital vurderer ifølge Bloomberg News, at de treårige udlån fra ECB skød 193 mia. euro af "nye penge" ind i banksystemet, mens de resterende 296 mia. euro gik til dækning af forfaldne lån.

Siden treårslånene begyndte to dage før jul er indskud i ECB steget 187 mia. euro, hvilket indikerer, at bankerne placerer stort set alle de "nye penge" i centralbanken i Frankfurt.

Flere økonomer vurderer ifølge nyhedsbureauet dog, at der ikke skal lægges for meget i stigningen af indskuddene, da aktiviteten mod slutningen af året er præget af, at bøgerne er lukkede og markedsaktiviteten begrænset

/Ritzau Finans/