Michael Kristiansen: Surt show for spindoktor Redington

Politik
Eksklusivt for kunder
20. mar 2012 KL. 6:29
Det mest overraskende ved den tiltagende interne kritik af statsminister Helle Thorning-Schmidts spindoktor Noa Redington er sådan set, at kritikken først kommer nu.

Med en regering – og ikke mindst en statsminister – i nærmest konstant kommunikations- og vælgerkrise siden folketingsvalget har søgelyset længe været rettet imod statsministerens nærmeste og fortrolige medarbejder udi kommunikation.

Ikke mindst statsministerens pressemøder har været uden fokus og har skabt nye og større problemer i stedet for at rydde problemer af vejen og sætte nye offensive dagsordener. Men også statsministerens øvrige medieageren har virket underlig tilfældig, ustruktureret og har efterladt et indtryk af en regering og en statsminister uden retning.

Om det så er Noa Redington, der har fejlet, er et helt andet og ikke helt enkelt spørgsmål at besvare. Men vilkårene i spindoktorbranchen er enkle og lige til – hvis det går ministeren dårligt, er det kun et spørgsmål om tid, før kritikken rettes imod rådgiveren.

Spindoktoren er på den måde en ganske udsat person, da kritik og angreb på vedkommendes person også er en kritik af ministeren og i dette tilfælde altså Helle Thorning. Lige nu er Noa Redington således både en slags lynafleder og et spejlbillede på baglandets kritik og opfattelse af statsministeren – og han risikerer at få meget mere strøm igennem sig i den kommende tid.

Men uagtet hvem der bærer skylden, skal statsministerens kommunikation ud af det nuværende slæbegear. For det kan godt være, at valgresultatet ikke artede sig, som Thorning havde planlagt, at SF og Villy Søvndals krise viste sig at være mere monumental end forventet, og at betalingsringens altødelæggende hærgen blev mere voldsom, end selv den bedste spindoktor kunne forudse.
 
Det ændrer ikke ved, at statsministeren og hendes spindoktor synes at være tiltrådt uden en egentlig plan for den nye statsministers kommunikation.

Thorning overtog således uden videre den pressemødekulisse, der blev skabt og skræddersyet til Anders Fogh Rasmussen tilbage i 2001, da han netop med de tv-transmitterede pressemøder skabte sin egen kommunikationsplatform. Men det, der fungerede i 2001 for Anders Fogh, er jo ikke nødvendigvis det samme, som fungerer i 2012 og for Helle Thorning.

Den eneste synlige ændring, statsministeren og hendes rådgiver hidtil har disket op med, er en nytteløs regel om, at ingen journalist må stille mere end to spørgsmål.

I regeringstoppen har man aftalt, at grunden til alt hurlumhejet omkring regeringens mislykkede kommunikation og defensive statsminister skyldes håndteringen af regeringsforhandlingerne i “tårnet”, hvor de tre partier “glemte” at orientere den undrende offentlighed om, hvad der foregik, og ikke mindst “glemte” at afstemme forventninger og planlægge en offensiv mediedagsorden.

Man kan ikke uden videre klandre rådgiveren for kommunikationsfiaskoen fra “tårnet” eller for tirsdagspressemøderne. Måske har han sagt det, der skulle siges. Måske har statsministeren valgt ikke at lytte. Måske har rådgiveren gentaget sine råd. Vi ved det ikke. Men som spindoktor skal man altid være parat til at pakke sine kufferter, hvis der ikke lyttes. For skylden, den får man altid og alligevel.