Løkkes nye flytteplan: Bliv bioanalytiker i Kalundborg eller serviceøkonom i Svendborg

357064_16_9_large_184.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
16. jan 2018 KL.21:00
Fremover skal det være muligt at blive bioanalytiker i Kalundborg, automationsteknolog i Fredericia eller produktionsteknolog i Nykøbing Falster.

Det er en den af den udflytningsplan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og innovationsminister Sophie Løhde (V) præsenterer onsdag.

Finansministeriet oplyser i en mail til Børsen, at planen om at flytte statslige arbejdspladser ud af København og ind i resten af Danmark indebærer, at ti såkaldte "uddannelsesstationer" bliver oprettet uden for København.

Det betyder, at dele af uddannelserne kan tilbydes i de ti byer, som efter planen kan se frem til et nyt uddannelsessted.

I alt skal planen etablere mellem 500 og 1000 uddannelsespladser i byerne.

Regeringen vil bruge 160 mio. kr. i ekstra tilskud til uddannelserne frem til 2021.

Se listen her over de nye uddannelsesbyer

Kalundborg: Bioanalytiker

Fredericia: Automationsteknolog

Skjern: Markedsføringsøkonom

Holstebro: Diplomingeniør i produktionsteknik

Nykøbing F.: Produktionsteknolog

Rønne: Datamatiker samt Innovation og entrepreneurship

Helsingør: Lærer

Svendborg: Serviceøkonom

Hobro: Eksport og teknologi

Hedensted: Automationsteknolog 

Minister: Uddannelser skal med


Allerede søndag fortalte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i et interview med Avisen Danmark, at den nye udflytningsrunde også skulle flytte rundt på de danske uddannelsesinstitutioner.

"Vi forsømte noget i den første udflytning: uddannelserne. Efter første runde er det det gået op for mig, at der er et massivt behov for, at vores erhvervsrettede uddannelser kommer tættere på de virksomheder, der efterspørger arbejdskraften. Vi bliver nødt til at få spredt uddannelserne i nogle stationer uden for de byer, som de i dag er placeret i," lød det fra beskæftigelsesministeren.

I 2015 gennemførte den daværende Venstre-regering også en flytteplan, hvor statslige job blev rykket fra København til andre steder i Danmark. Dengang startede arbejdet med at flytte i alt 3900 statslige job.

Cirka 4000 job


Ifølge Helle Ib, Børsens politiske kommentator, vil den nye flytteplan indebære, at cirka 4000 job enten etableres eller flyttes ud af København. De cirka 4000 job indebærer også flytning af job i Skat.

Skat bliver nemlig delt op i syv styrelser, som placeres rundt omkring i Danmark.

Regeringens flytteplan præsenteres onsdag på et pressemøde klokken 13.00.