Løkke ville hele tiden have Ellemann som formand

387749_16_9_large_859.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
15. sep 2019 KL.19:36

Jakob Ellemann-Jensen (V) er den rigtige til at blive den næste formand for Venstre – også selvom det sker lidt tidligere, end Lars Løkke Rasmussen havde forventet.

Det siger Lars Løkke Rasmussen selv i et interview til DR.

"Jeg har hele tiden haft et øje til, at den dag jeg skulle stoppe, ville Jakob Ellemann-Jensen være en rigtig god formand til at tage over," siger Lars Løkke Rasmussen søndag aften til DR.

Søndag var det 15 dage siden, at Lars Løkke Rasmussen stoppede som formand i Venstre, efter at uroen havde ulmet i baglandet siden Venstres sommergruppemøde i starten af august.

Siden har Lars Løkke Rasmussen ikke udtalt sig til offentligheden – i stedet forsvandt han ud af en bagdør under et møde med Venstres hovedbestyrelse i Brejning ved Vejle.

Her fortalte Lars Løkke Rasmussen, at han vil trække sig som formand for partiet.

Kristian Jensen (V) trak sig samtidig som næstformand for Venstre, selvom han længe har været klar favorit til at være formand for det borgerlige parti, når Lars Løkke Rasmussen en dag vil træde tilbage.

Kristian Jensen var ikke med i planen


Men ifølge Lars Løkke Rasmussen selv har det altså ikke været hans plan, at Kristian Jensen skulle tage over, når Løkke ikke længere var formand.

"Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle være lige nu. Det tror jeg sådan set heller ikke, Jakob havde. Så det kunstneriske indtryk er elendigt, men det ender jo med at ende der, hvor jeg hele tiden har tænkt, det skulle ende," siger Lars Løkke Rasmussen til DR og fortsætter:

"Hvis jeg skulle have kæmpet for at få skubbet det til det tidspunkt, jeg synes ville have været det rigtige – om et år eller to – så havde vi slået os alt for meget på hinanden."

Uroen i Venstre startede, efter Kristian Jensen for halvanden måned siden gav et interview til Berlingske, hvor han sagde, at Lars Løkke Rasmussens idé om en SV-regering skulle aflyses.

På det efterfølgende sommergruppemøde i partiet blev Kristian Jensen sat på plads af blandt andre Claus Hjort Frederiksen, der kaldte Jensen for illoyal.

Det fik flere i Venstres bagland til at sige efterfølgende, at nu måtte der skiftes helt ud i Venstres ledelse, og at både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen skulle skiftes ud.

Kun Ellemann-Jensen som formandskandidat


Det er nu sket, og Jakob Ellemann-Jensen stiller op som formandskandidat, når der på lørdag skal vælges formand og næstformand i Venstre på et ekstraordinært landsmøde i Herning.

Da Ellemann stillede op som formandskandidat lagde han ud med at aflyse Løkkes tanker om en SV-regering. Altså samme melding som Kristian Jensen fik kritik for.

Under de dramatiske møder i Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse for to uger siden i Brejning skulle Lars Løkke Rasmussen angiveligt have sagt, at han er blevet opfordret til at stifte et nyt parti.

Han bekræfter over for DR, at han har fået den opfordring.

"Siden det her famøse møde i Vejle for to uger siden har jeg fået mere end 800 opfordringer til at starte et nyt parti," siger Løkke til DR.

Intet nyt Løkke-parti på vej


Men opfordringerne har ikke givet ham lysten til at starte et nyt parti.

"Jeg synes jo, at vi i Danmark har snarere for mange end for få partier, og jeg føler mig helt tryg ved, at Jakob Ellemann-Jensen bliver den rigtige formand for Venstre og sætter partiet rigtigt," siger han.

På sin Facebook søndag eftermiddag skrev Lars Løkke Rasmussen, at han nu vil tage rundt i Danmark for at besøge borgere og virksomheder.

"Jeg har kæmpe respekt for mediernes arbejde, men jeg har nu altid været særlig glad for den direkte dialog – hvad enten det er her, på gaden eller til møder på virksomheder, institutioner eller i foreninger. Derfor glæder jeg mig også til snart at komme rundt i Danmark igen – for at mødes med alle, der ligesom jeg kerer sig om vores fantastiske lands fremtid," skrev Lars Løkke Rasmussen søndag på Facebook.

Skulle lige ryste hovedet


Søndag forklarede Løkke også på Facebook, at han havde ”brug for lige at ryste hovedet,” efter han havde meldt sin afgang som formand på Venstres hovedbestyrelsesmøde, og at det var årsagen til, at han ikke snakkede med de fremmødte journalister i Brejning, efter sin afgang.

Modsat Lars Løkke Rasmussen gik en tydeligt rørt Kristian Jensen ud og forklarede sig i Brejning, efter han også havde meldt sin afgang som næstformand.