Løkke i "tæt dialog" med Mette Frederiksen om mulig dansk EU-toppost: Vestager kan komme i spil

382158_16_9_large_626.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
28. maj 2019 KL. 7:13

Gennem valgkampen giver Børsen dig alle hverdage et overblik over de politisk-økonomiske historier, du ikke bør misse.

I dag lægger vi ud med forsiden af Jyllands-Posten, som handler om det EU-topmøde, der afholdes tirsdag aften.

Avisen kan nemlig fortælle, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forud for topmødet har inddraget Socialdemokratiets partileder, Mette Frederiksen, i sine overvejelser om en mulig dansk toppost.

“Jeg er meget bevidst om, hvilken situation, jeg er i rent parlamentarisk. Jeg er godt nok statsminister, men vi er midt i et folketingsvalg. Det kan være, jeg ikke er det, når de spørgsmål i realiteten skal afgøres,” siger Løkke til Jyllands-Posten, som samtidig fokuserer på, at Margrethe Vestager kan komme i spil til en af de absolutte topposter.

Du kan læse historien her.

Sass Larsen lukker munden på partifæller

Politiken er kommet i besiddelse af en mail sendt til Socialdemokratiets folketingsmedlemmer sendt på vegne af deres egen gruppeformand, Henrik Sass Larsen.

I mailen indskærper gruppeformanden, at “alle pressehenvendelser skal koordineres med Christiansborg. Dvs. man ikke udtaler sig - heller ikke på eget ordførerområde - medmindre det er aftalt med Christiansborg forinden”.

Det har fået Politiken til at spørge en række af de andre partier, om deres ordførere heller ikke må udtale sig, uden det er koordineret med partisekretariatet, hvilket alle partierne benægter.

“Vi har da tillid til, at folk kan tænke selv,” siger f.eks. Alternativets partileder, Uffe Elbæk, mens DF’s gruppeformand, Peter Skaarup, sammenligner S-metoden med et “politbureau”.

Du kan læse artiklen her.

DF-lokalformænd kritiserer ledelse for at mangle klimafokus

Søndagens europaparlamentsvalg endte med en syngende vælgerlussing til Dansk Folkeparti, og det får i Berlingske flere af partiets lokalformand til at kritiserer partiledelsen for at mangle en god klimapolitik.

“Jeg savner generelt et større fokus på klima fra partiets side og fra ordføreren på området i samarbejde med partitoppen. Vi skal lytte til de strømninger, der er i samfundet,” siger bl.a. Richardt Graakjær Bostrup Møller, DF’s lokalformand i Holstebro og én af i alt 37 lokalformænd, Berlingske har talt med.

Det kan du læse mere om her.

LA vil fjerne afgift på grønne firmabiler

Mens Dansk Folkeparti møder kritik fra baglandet for manglende klimaforslag, så har Liberal Alliance fundet et nyt forslag frem fra skuffen.

Partileder Anders Samuelsen foreslår nemlig i Berlingske at fjerne afgiften på grønne firmabiler.

Et forslag, som får skatteminister Karsten Lauritzen (V) til at slå bremsen i og advare mod en stor milliardregning, mens socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen, minder om, at partiet selv har stillet et lignende forslag, uden at de blå partier ville bakke op.

Historien er endnu ikke online, men kan findes i papiravisen.

Ny måling spår 12 partier i folketinget

Børsen bragte mandag en ny måling fra Greens Analyseinstitut, som dels spår, at Kristendemokraterne, Nye Borgerlige og Stram Kurs alle kommer i folketinget, dels spår, at Enhedslisten springer lige forbi Dansk Folkeparti og lander på pladsen som landets tredjestørste parti.

Med andre ord en vild måling, som du kan læse mere om her.

Det sker i dag:

Mette Frederiksen vil kl. 12 besøge Faxe vandrerhjem sammen med bl.a. formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, og ifølge BT vil Socialdemokratiet ved samme lejlighed præsenterer et nyt handicapudspil.

Lars Løkke Rasmussen lægger dagen ud kl. 8.45 med et besøg på Bornholms Frie Idrætsefterskole. Herefter går turen til Hasle Refractories til en snak om erhvervsliv på øen, og så skal statsministeren spise åben frokost på Nexø Gamle Røgeri, inden turen går mod EU-topmøde i Bruxelles tirsdag aften.

Kl. 11 holder Liberal Alliance et pressemøde for bl.a. at præsenterer en række nye klimaforslag.

Kl. 14.30 holder Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, pressemøde.

Søren Pape Poulsen (K) besøger kl. 10 en indbrudsramt borger i Hørsholm, mens Uffe Elbæk (Alt) har arrangeret et såkaldt grønt talkshow på Gimle i Roskilde tirsdag aften.