Leder: Konservativ fremtid

Politik
Eksklusivt for kunder
23. sep 2011 KL. 6:07
LEDER: Folketingsvalget gav Venstre og Liberal Alliance flere mandater, mens De Konservative smeltede ned. Nu er partiet desværre i en tilstand af fornægtelse.

Det oplevede man allerede på valgaftenen på det fine københavnske Hotel Mariott. De konservative MF’ere og folketingskandidater virkede ikke, som om de forstod, hvad der havde ramt dem. Igen og igen fortalte de om den gode valgkamp og de mange glade mennesker, de havde mødt.

Onsdag kom så et bud fra partiets nestor, fungerende kulturminister Per Stig Møller i en kronik i Berlingske, som han indledte med ordene: "I 1991 døde socialismen. I 2008 døde kapitalismen, og så var der kun konservatismen tilbage." Magen til arrogant nonsens skal man lede længe efter.

For det første er socialismen ikke død. I 1991 døde Sovjetunionen. Men socialismen som tankesæt lever den dag i dag – både i sympatiske og i usympatiske afskygninger. Den sympatiske socialisme er den, man finder i frivillige foreninger – ja, sågar familier. Den usympatiske socialisme finder man i totalitære regimer, der behandler voksne mennesker som børn eller ligefrem slaver.

For det andet er kapitalismen heller ikke død. En række virksomheder i den kapitalistiske verden lider under en stor krise, men kriser er ikke noget særsyn i et system, hvor fallit netop er en del af selvdisciplineringen. I 2008 døde troen på den krisefrie kapitalisme og kapitalismen uden kapital, dvs. uden opsparing. Man kan endda med god ret påstå, at statslig fejlregulering og misforstået pengepolitik frembragte en situation, hvor såvel udlån af penge som optagelse af lån virkede risikofrit.

Men tilbage til De Konservative. Når Per Stig Møller føler behov for at indlede sin analyse med indholdsløse udfald mod socialisme og kapitalisme, er det desværre tegn på, at partiet søger sin eksistensberettigelse i den blå luft. Vend lige tilbage til Jorden et øjeblik.

De Konservative må forstå, at deres partis eksistens ikke er en naturlov. Visse partier kan have stolte traditioner, nogle måske ligefrem en partikultur, der fremmer samarbejde og overbærenhed med sine partifæller.

Men i bund og grund har ingen partier førstefødselsret til noget som helst. Det illustrerer Socialdemokraternes historisk dårlige valg og deres gentagne placering som de næststørste i Folketinget. De Konservative kan altså ikke overleve på luftige påstande om socialismens og kapitalimens fallit.

De Konservative må også forstå, at de forpassede deres chance for at være et korrektiv til Venstres opportunistiske velfærdslinje under VK-regeringen. De var ikke principfaste nok og kunne ikke opsamle de utilfredse borgerlige, som havnede i Liberal Alliance og hos De Radikale. Og enkelte konservative spildte tiden med at undergrave deres leder.

Men derfor er der bestemt stadig muligheder. Politik er et nulsumsspil. Hvad de andre partier taber, har man selv mulighed for at vinde. Hvis man vel at mærke har talentet. Her virker det desværre, som om De Konservative siden 1980’erne systematisk har skræmt nogle af sine bedste talenter væk. Der var altid noget i vejen med dem. De var for unge, for vilde, for liberalistiske, for konservative, for alt muligt. Nu er de for få. Måske skulle man først og fremmest få rettet op her. F.eks. ved at vige sit mandat til fordel for en Rasmus Jarlov.

Jo flere dygtige konkurrerende borgerlige partier, jo bedre. Det løfter kun. Derfor er der stadig en fremtid for De Konservative. Især uden de selvretfærdige floskler.

Log ind og læs avisen her