Lars Barfoed udelukker Dansk Folkeparti i regering

Politik
Eksklusivt for kunder
15. jan 2011 KL. 9:13
Fra første dag er den nye konservative leder, Lars Barfoed, på kollisionskurs med støttepartiet Dansk Folkeparti, skriver Politiken lørdag.

Lars Barfoed udelukker bastant, at han kan sidde i regering med Dansk Folkeparti parti efter næste valg.

"Jeg kan ikke se for mig, at det kan lade sig gøre," siger Lars Barfoed til Politiken.

"Vi går til valg på at fortsætte en liberal-konservativ regering med Venstre. Der er ikke nogen som helst grund til at ændre på den samarbejdsform, som vi har nu, og som er velfungerende," siger han til Politiken.

Lars Barfoed peger især på de to partiers vidt forskellige holdning til EU.

"Vi har meget forskellige tilgange til tingene på en række områder, ikke mindst på EU-området. Hvor Dansk Folkeparti er bekymrede for EU og for et tæt samarbejde med andre EU-lande, ser vi det som en mulighed for at styrke Danmark via internationalt samarbejde. Vi ønsker ikke at lukke Danmark inde bag voldgrave; vi ønsker at åbne dørene op til verden. Vi mener, at Danmark som nation bliver stærkere af det, hvor Dansk Folkeparti modsætter sig det tætte europæiske samarbejde," siger den nye konservative leder til Politiken.

I sommer sagde Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, at han mener, at partiet selv suverænt bestemmer, om det skal i regering.

Det skete, efter at Dansk Folkeparti havde lagt stemmer til den økonomiske genopretningspakke. Og Barfoeds udtalelser vækker forundring i DF.

"Sidste gang, jeg så Lars Barfoed forholde sig til regeringsspørgsmål, handlede det om, at han overvejede, at de konservative måtte overveje at have en periode uden for en regering. Så lad os nu se, hvad det hele ender med," siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

Kristian Thulesen Dahl afviser, at uenigheder om EU er et reelt problem.

"EU-argumentet er en automatreaktion, som EU-tilhængere bruger for at undgå, at EU-skeptikere skal komme ind i en regering. Men alle ved, at det reelt ikke vil være noget problem. Det kan man se i England, hvor de EU-skeptiske konservative sidder i regering med EU-tilhængerne fra liberaldemokraterne," siger han til Politiken.