LA: Vi skal lave en ctrl-alt-delete på skattesystemet - og starte forfra

346088_16_9_large_485.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
31. maj 2017 KL.15:27
Tiden er ikke til at fedte rundt i småjusteringer af det danske skattesystem. Tiden er til at rive det helt ned og bygge det op på ny.

Sådan er meldingen fra Liberal Alliances politisk ordfører Christina Egelund fra talerstolen i Folketingets afslutningsdebat.

"I Liberal Alliance foreslår vi, at vi bruger de kommende år til at revurdere hele vores skattesystem. Dybest set ønsker vi at udføre en control – alt – delete operation. Starte forfra. Og vi går gerne forrest på vejen til en enklere skatteverden," siger Christina Egelund.

Hun understreger, at det nuværende skattesystem er 50 år gammelt.

"Siden er der kommet utallige love og bekendtgørelser. Fradrag og nye måder at beskatte på. Hver gang en politiker har fået en lys idé – og det hænder jo - der kræver finansiering – og det gør de jo, idéerne - så har man fundet på et nyt objekt at beskatte," siger Christina Egelund.

Hun fortsætter:

"På den måde har man bygget lap på lap på lap og skabt ikke blot verdens mest skatteplagede folk, men også verdens mest skattekomplicerede land"

Danmark har verdens højeste skattetryk, der sidste år landede på 46,3 pct. af bnp. VLAK-regeringen har gjort det til et mål, at skattetrykket skal falde i den nye 2025-plan. Men der er ikke sat noget tal på, hvor langt det skal ned.

Tidligere på dagen sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at der kommer en skattereform til efteråret.

"I efteråret vil regeringen fremlægge et skatteudspil, hvor vi vil sænke skatten. I bunden, fordi det bedre skal kunne betale sig at arbejde, end at modtage offentlig forsørgelse. I toppen, fordi vi skal kunne tiltrække dygtige folk til vores virksomheder," lød det fra statsministeren.