Konservativ lettelse og bekymring hos S - kom med til valgfest på Christiansborg

382072_16_9_large_55.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
27. maj 2019 KL. 6:42
Klokken 20 var der så stille hos De Konservatives valgfest, at man igennem et åbent vindue kunne høre regnen gennembløde København, da den første prognose tikkede ind.

Målingen tydede på, at partiet ville undslippe katastrofevalget, nemlig et Europa-Parlament uden en dansk konservativ. Mens alt var på vippen hos K, lød der et kæmpe brøl. Det kom fra SF lidt nede ad gangen.

Partiet stod til markant fremgang – og endte med at fordoble fra et til to mandater - og allerede længe inden det endelige resultat, der senere bekræftede fremgangen, skruede man op for såvel humøret som musikken i en sådan grad, at De Konservative ikke kunne lade være med at grine.

Konservative kæmpede sit mandat i land

De Konservative undgik at blive knust af vælgerne. Faktisk endte aftenen med, at partiets spidskandidat, Pernille Weiss, kæmpede sig i land, fik et mandat og dermed sikrede dansk indflydelse i den magtfulde konservative EPP-gruppe i Parlamentet.

Med ét blev den lavmeldte summen erstattet af kampråb og slagsange, da resultat var klart kl. 23.30. Her gik partiformand Søren Pape Poulsen på scenen.

"Hvad ingen troede muligt for bare få uger siden, det er sket i dag," lød det fra Pape.

"Det er ikke bare godt for Det Konservative Folkeparti, det er allerbedst for Danmark," fortsatte han, mens spidskandidat Pernille Weiss sendte luftkys gennem lokalet med fugtige øjne.

"Konservative, vi regerer EU godt. Konservative, vi regerer EU godt," brølede Konservativ Ungdom, og det blev de ved med helt indtil både Weiss og Pape forlod festen med store smil og armene i vejret.

Venstre tog titlen som valgets største parti

Samme brøl – bare højere og fra flere struber – rungede fra Venstres valgfest, da resultatet stod klart. Her gjaldede det skiftevis ”Når Venstres Lars marcherer frem, er han ikke til at stoppe” og ”Morten han er
lækker” med henvisning til spidskandidaten med efternavnet Løkkegaard.

”Alt tyder på, at vi har fået det bedste valg til EU-parlamentsvalget nogensinde. Alt tyder på, at vi bliver det største danske parti, sagde statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen, da han indtog festen og konstaterede, at Venstre blev valgets største parti med fire mandater. 
Venstres fjerde mandat er Danmarks 14. mandat, men træder dog først i kraft, når Storbritannien forlader EU.

”Danskerne har vist, at vi er et åbent land. Vi tror på Europa. Det har vi bevist i aften,” sagde Løkke, der koblede valgresultatet direkte til den igangværende valgkamp til Folketingsvalget i næste uge, som han brugte mere end halvdelen af sin tale på:

”Vi skal nu de næste 10 dage indtil grundlovsdag minde danskerne om igen og igen, at vi i Venstre er de bedste til at lede Danmark,” sagde Løkke og tilføjede.

”Det gør en forskel om det er os, om det er mig, om det er Venstre, der betros ansvaret for at lede Danmark, eller om der skal uprøvede kræfter til,” afsluttede formanden til stor jubel blandt de mange fremmødte i Landstingssalen.

Samuelsen forlod festen tidligt, Mette Bock sagde stop

Anderledes stille var der hos Liberal Alliance i nabolokalet. Partileder Anders Samuelsen synes ikke, at der var noget at fejre og gik tidligt før valgresultatet. Da nederlaget stod klart, gjorde hans søster, EP-kandidat for LA, Mette Bock boet op:

”Det lykkedes ikke, og det er ærgerligt. Det betyder også, at mit liv i politik er et afsluttet kapitel,” sagde hun uden at uddybe, hvad hun skal fremover.

Samme skæbne overgik Folkebevægelsen mod EU, hvor Rina Ronja Kari nu må forlade Bruxelles, fordi Enhedslisten nuppede 5,5 pct. af stemmerne og Folkebevægelsens mandat.

Luften blev slået ud af S-fest

Hos Socialdemokratiet varslede den første exitpoll en fremgang på et mandat. Det satte gang i baren og en festlig stemning, der dog kun varede til den næste exitpoll, der kom ca. kl. 23.20.

Selvom der var fremgang til Socialdemokratiet, blev luften slået ud af festen, mens tabet af det fjerde mandat sank ind. Der gik dog ikke længe før resultatet blev bearbejdet og en mere positiv vinkel kom til syne.

”For første gang i mange år har de røde partier flertal til et Europaparlamentsvalg, og det giver en meget god fornemmelse her umiddelbart før et folketingsvalg,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.

Et vækkeur til Mette Frederiksen 

Partiets formand, Mette Frederiksen, var glad for den procentuelle fremgang til Socialdemokratiet men ikke tilfreds med resultatet på tre mandater - det samme som forrige valg.  

”Med det her valgresultat er valget den 5. juni blevet mere spændende. Den er ikke hjemme, og vi kan ikke være sikre på, at der er et rødt flertal,” sagde Mette Frederiksen, der lød som en, der har fået et "wake-up call".  

Er du bange for at Løkke får momentum i valget til folketinget?

”Man skal ikke være bange for noget i politik. Men hvis vi skal vinde valget 5. juli, er der flere socialdemokrater, der skal ud og stemme,” sagde formanden til TV2.

"Et træls resultat" for DF

Hos Dansk Folkeparti kom festen i Snapstinget aldrig helt i gang. Heller ikke selv om Annette Heick fra sit hjørne sang Waterloo og andre klassikere fra Melodi Grand Prix akkompagneret af Henrik Krogsgaard.

”Det er et træls resultat,” konstaterede DF-leder Kristian Thulesen Dahl om valget, der kostede Anders Vistisen, der har siddet i EU-Parlamentet for DF, men som nu ryger ud til fordel for spidskandidaten Peter Kofod. DF går fra fire mandater til nu blot et enkelt.

”Vi gik efter to mandater, og nu får vi et enkelt og meget dyrt mandat, når man ser på antallet af stemmer. De Radikale fik et lavere antal stemmer, men de fik to mandater. Det viser, hvor meget det betyder at være i valgforbund, hvor man kan få stemmer af andre. Dansk Folkeparti har stået selv – uden forbund – det giver et enkelt mandat, men det har været meget dyrt. Og så vil jeg sige tillykke til alle de partier, der er gået frem. Og så må vi bare samle handsken op og arbejde herfra.”

Mens Thulesen gav interview omringet af pressen, indtog Vistisen scenen og konstaterede: ”Nu skal jeg finde mig et rigtigt arbejde.”