Juncker vil forlænge EU's økonomiske kickstart

325479_16_9_large_42.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
01. jun 2016 KL.19:15
Den nye og blot et år gamle europæiske investeringsfond, der skal sparke gang i væksten i Europa, skal forlænges efter 2018, foreslår EU-Kommissionen.

Investeringsplanen, der kombinerer EU-støtte med private investeringer, er et flagskib for EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Med en blanding af kontante penge og lånegarantier skal Juncker-planen udløse samlede investeringer i EU's medlemslande for mindst 315 mia. euro (2360 mia. kr.) i en foreløbig treårig periode frem til midten af 2018.

"Investeringsplanen virker og trodser pessimisterne," siger Jean-Claude Juncker i en pressemeddelelse efter EU-Kommissionens møde onsdag.

Han siger, at Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, som den nye fond formelt hedder, dagligt skaber arbejdspladser og udløser investeringer i realøkonomien.

"Lad os være ambitiøse"


"Derfor foreslår vi den forlænget ud over 2018. Lad os være ambitiøse, når det handler om at få Europa til at investere igen," siger Juncker.

EU-Kommissionens næstformand med ansvar for vækst og investeringer, Jyrki Katainen, siger, at penge fra EU og Den Europæiske Investeringsbank blandt andet har sikret op imod 150.000 små og mellemstore virksomheder adgang til ny finansiering.

Samtidig har EU-Kommissionen onsdag åbnet en ny webportal, der skal knytte europæiske projektledere sammen med investorer fra både EU og resten af verden.

Målet er at gøre det mere synligt for investorer, hvilke projekter de kan investere i rundt omkring i Europa.

Projekter i Danmark har foreløbig fået en samlet støtte på 78,6 mio. euro (knap 600 mio. kr.) fra Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer.

En talskvinde for EU-Kommissionen forventer, at yderligere omkring 1,7 mia. euro (knap 13 mia. kr.) i både EU-midler og private midler, herunder fra pensionsselskaber, vil blive investeret i Danmark som følge af Juncker-planen.

/ritzau/