Jakob Ellemann-Jensen er nu officielt Venstres nye formand

null

388168_16_9_large_366.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
21. sep 2019 KL.10:37
Til stående ovationer er Jakob Ellemann-Jensen lørdag blevet valgt som Venstres nye partiformand på et ekstraordinært landsmøde i Herning.

Valget skete uden modkandidat, og partiets 850 delegerede har således ikke gjort andet end at klappe den nye formand ind på posten.

Forud for valget, havde Jakob Ellemann-Jensen mulighed for at præsentere sig for Venstres delegerede, og havde til lejligheden produceret en video, hvori han slog sit kandidatur fast.

Herefter indtog Ellemann-Jensen talerstolen, hvor han bl.a. talte om vigtigheden af, at tiden med fløjkrige internt i Venstre er forbi.

"Jeg er dødtræt af fløjkrig. Jeg er dødtr��t af fløjkrigere. Og jeg er vanvittig træt af den kultur, der følger med," sagde Jakob Ellemann-Jensen foran landsmødedeltagerne, hvilket høstede landsmødets hidtil største klapsalve. 

Formandskabets tid er forbi

Samtidig understregede Jakob Ellemann-Jensen, at med ham som formand for Venstre, skal der ikke længere være tale om et delt formandskab, hvilket bl.a. var det, der skabte intriger i Venstre under Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

“Formandskabets tid er endegyldigt forbi. For fremtiden har Venstre én formand,” lød det fra Elleman-Jensen.

Dermed tegner der sig en ny rolle for den kommende næstformand i Venstre, som også vælges i dag i Herning.

Næste punkt på dagsordenen er nemlig et kampvalg om næstformandsposten, hvor både Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby stiller op.

Jurauddannet reserveofficer

Jakob Ellemann-Jensen fylder 46 år på onsdag og er søn af tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen.

Han blev valgt til Folketinget første gang ved valget i 2011 og har siden bl.a. været partiets politiske ordfører. Fra maj 2018 til juni i år var han miljø- og fødevareminister i VLAK-regeringen.

Jakob Ellemann-Jensen har taget en militæruddannelse og været reserveofficer siden år 2000. I 2002 færdiggjorde han en uddannelse som cand.merc.jur på Copenhagen Business School, og han har, inden han kom i Folketinget, arbejdet som jurist i både IBM, PWC og GN Store Nord.

Privat blev han sidste år gift for anden gang, han har tre børn og bor i Birkerød.