Investorers talerør: Nyt fradrag kan føre dansk iværksætteri ind i guldalder

350313_16_9_large_549.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
30. aug 2017 KL.15:14
En perlerække af initiativer, som investorerne har ønsket sig i årevis. Sådan lyder dommen over regeringens nye erhvervspakke fra organisationen DVCA, der er brancheforening for venture- og kapitalfonde og business angels.

Især det nye investorfradrag, hvor personer kan investere i  små og mellemstore unoterede virksomheder og trække halvdelen af investeringerne fra med en skatteværdi på 30 pct., udløser klapsalver. Der er dog et investeringsloft på 200.000 kr. i de første år og på 400.000 kr. fra 2023.

Et lignende fradrag har været en kæmpe succes i Storbritannien, understreger DVCA.

Iværksætteri i guldalder

"Storbritannien har dobbelt så mange højvækstiværksættere som os, og det skyldes blandt andet investorfradragene, som britiske iværksættere har nydt gavn af siden 1990'erne. Hvis vi får tilsvarende ordninger, kunne vi føre dansk iværksætteri ind i en guldalder," siger Jannick Nytoft, adm. direktør i DVCA.

Ifølge regeringens udspil kan der både gives fradrag for direkte investeringer og for indirekte investeringer gennem en fond, der investerer i virksomheder i målgruppen.

Det vil gøre ordningen nemmere at gå til, og det vil også sikre, at investorerne kan sprede risikoen mere i deres investeringer.

Men DVCA er også meget positive overfor de andre elementer i regeringens erhvervspakke.

Løser flaskehalsproblemer

Blandt andet skal det være muligt at give op til 20 pct. af lønnen i form af aktier, der først beskattes ved salg. Og i små virksomheder, der ikke har meget kapital, kan helt op til 100 pct. gives som aktieløn.

Det gør det klart nemmere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft i de små virksomheder, siger Jannick Nytoft.

"Små vækstvirksomheder kan ikke konkurrere på løn med store etablerede virksomheder, og derfor er iværksætterne særligt hårdt ramt af flaskehalsproblemer. Seks ud af 10 vækstvirksomheder har problemer med at rekruttere specialister, men med det nye udspil får de mulighed for at tiltrække flere ansatte med løftet om medejerskab i virksomheden," siger Jannick Nytoft.

Og både aktiesparekontoen og lavere aktieskat giver også supergod mening, hvis man vil fremme aktiekulturen i Danmark, vurderer DVCA.

Stadig for høj aktieskat

"Aktiesparekontoen sænker skatten på aktiegevinster for helt almindelige danskere fra 27 pct. til omkring 17 pct., og det vil få titusinder af danskere til at investere mere i nynoteringer på børsen. Men når det er sagt, så er skatten på aktiegevinster stadig alt for høj i Danmark," siger Jannick Nytoft.

Regeringens foreslår en aktiesparekonto, hvor danskerne kan investere i aktier. Skatten er 1,25 pct. af hele depotværdien - ikke af afkastet - og der vil være et loft på 500.000 kr.

Samtidig lægger regeringen op til at lette aktieskatten. I dag betaler du 27 pct. i skat af aktiegevinster på op til 51.700 kr. - og 42 pct. af resten. Loftet for aktieafkast til den lave takst på 27 pct. skal nu fordobles til 100.000 kr.