Hvert tredje pizzeria snyder bevidst med sin skat - nu vil DF have skrappere kontrol i finansloven

372291_16_9_large_265.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
14. nov 2018 KL.14:35

Kontrollen med skattebetalingen inden for bestemte brancher er alt for dårlig, mener Dansk Folkeparti, som derfor stiller krav om at få øget kontrollen hos særligt pizzeriaer, kiosker, diskoteker og værtshuse i næste års finanslov.

"Vi kan konstatere, at en ret stor procentdel af f.eks. pizzeriaerne desværre helt bevidst snyder det offentlige samfund for skatteindtægter. Det vil vi bede regeringen om at få sat skik på," fortalte gruppeformand Peter Skaarup oven på forhandlingerne i Finansministeriet tirsdag.

Et notat fra Skatteministeriet viser, at der indenfor visse brancher er store problemer med at efterleve reglerne.

F.eks. vurderes 34 pct. af caféer, værtshuse og diskoteker at lave bevidste skatte- og momsfejl, mens det gælder for 31 pct. af pizzeriaerne og 24 pct. blandt døgnkiosker og købmænd.

DF kræver derfor flere stikprøvekontroller og skatterazziaer, hvis det samtidig skal gå med til de afgiftslettelser for samlet 400 mio. kr., der er lagt op til i regeringens finanslovsudspil.

"Det hænger sammen på den måde, at skal man nu vælge at give en skattelettelse, skal det også være ens for alle virksomheder, og så skal der også gælde ens vilkår for virksomhederne, så man ikke bare kan unddrage sig skat," forklarer skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).

To hovedkrav står i vejen

Netop afgiftslettelser blev diskuteret ved tirsdagens forhandlinger, men uden umiddelbar afklaring, da DF lige nu afviser at lave flere delaftaler for finansloven, før partiets to hovedkrav om et paradigmeskift i udlændingepolitikken og bedre vilkår for pensionisterne, er faldet på plads.

Peter Skaarup sår tilmed tvivl om, hvorvidt der overhovedet vil være 400 mio. kr. til de afgiftslettelser, regeringen har lagt op til.

"Vi må gøre op til sidst, om vi synes, der er blevet taget ordentlig hånd om pensionsproblematikken, før vi tager stilling til, om vi også kan være med til at give afgiftslettelser," fortalte han tirsdag.

Finansminister Kristian Jensen (V) mener dog, at der fortsat vil være råd til afgiftslettelser, når de to hovedknaster er forhandlet på plads.

"Der vil være penge tilbage til afgiftslettelser, men også en fremmelse af erhvervslivets forhold," fortalte han tirsdag og lagde vægt på særligt det erhvervsaffaldsgebyr, regeringen har sat sig i selen for at få fjernet.

"Det vil vi gerne have væk, og det tror jeg sådan set også, at rigtig mange af dem, som normalt stemmer Dansk Folkeparti, vil finde godt at få afskaffet. Det vil fjerne rigtig meget bøvl og bureaukrati for meget få penge," lød det fra Kristian Jensen.

Samtidig er finansministeren åben for DF’s krav om mere skattekontrol.

"Det er en rigtig god idé, at skattevæsenet kan kontrollere noget mere," fortalte han, men lagde dog op til, at det måske kunne ske ved nogle omprioriteringer inden for skattevæsenet.

Dennis Flydtkjær har omvendt en klar forventning om, at der skal sættes penge af til den øgede skattekontrol.

"Hvis vi gør det ved at omprioritere, vil det jo bare gå ud over andre områder i skattevæsenet. Vi mener, der skal flere penge til, men vi mener faktisk også, det vil kunne tjene nogle penge hjem til statskassen at øge kontrollen," siger han.

Finanslovsforhandlingerne fortsætter officielt torsdag klokken 11.