Her er S-regeringens nye korps af spindoktorer: Tolv ministre har ansat særlige rådgivere i dag

385845_16_9_large_152.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
13. aug 2019 KL. 8:59

Opdateret kl 16.30 - De nye S-ministre står i kø for at løfte sløret for, hvem der skal være deres nye politiske rådgivere - eller spindoktorer, om man vil.

Foreløbig har hele tolv ministre - nemlig skatteministeren, udenrigsministeren, erhvervsministeren, fødevareministeren, miljøministeren, uddannelsesministeren, social- og indenrigsministeren, forsvarsministeren, transportministeren, undervisningsministeren, boligministeren samt kulturministeren - i dag sat navne på de personer, der skal hjælpe dem med at trænge igennem med de politiske budskaber.

Og tidligere er der også sat navn på både statsministerens og finansministerens spindoktorer.

Her er den foreløbige liste:

Den nye skatteminister Morten Bødskov (S) har hentet Jakob Eldrup Lauesen som særlig rådgiver. Lauesen kommer fra en stilling som partner og og leder af Public Affairs i kommunikationsbureauet Rud Pedersen.

Var spindoktor for Carsten Hansen


Men Lauesen har tidligere været spindoktor for den tidligere socialdemokratiske boligminister Carsten Hansen (S), og før det var han politisk rådgiver for Socialdemokratiet på Christiansborg.

Lauesen, der er 49 år gammel, er uddannet cand.techn.soc. fra Roskilde Universitet og starter i Skatteministeriet på torsdag.

I Udenrigsministeriet har Jeppe Kofod (S) ansat Ole Rydahl Svensson som særlig rådgiver.

Arbejdede for Kofod i Europa-Parlamentet

Ole Rydahl har arbejdet som sekretariatsleder for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet. Og Jeppe Kofod kender også sin nye spindoktor fra tidligere. Ole Rydahl Svensson var nemlig politik- og presserådgiver for Jeppe Kofod, mens Kofod var gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet.

Ole Rydahl Svensson har en baggrund som professionsbachelor i offentlig administration fra Professionshøjskolen Metropol i 2013.

I Erhvervsministeriet starter Sofie Findling Andersen som særlig rådgiver for den nye minister Simon Kollerup.

Direkte fra S-sekretariatet på Christiansborg

Hun kommer fra en stilling som politisk rådgiver i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg, hvor hun har været ansat siden 2016.

Sofie Findling Andersen har tidligere været erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv, og hun er uddannet fra CBS i København

Der er også nye ansigter i Mogens Jensens (S) ministerium, der omfatter fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Går fra Landbrug & Fødevarer

Her starter Søren Andersen som særlig rådgiver, efter at han har sagt farvel til jobbet som pressechef hos interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.

35-årige Søren Andersen har også tidligere haft en socialdemokratisk berøring, da han var presserådgiver for det socialdemokratiske Europa-Parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S)

Mette Falkenberg Rasmussen bliver ny særlig rådgiver for miljøminister Lea Wermelin.

Hun har været chefrådgiver hos Operate, og er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 2007.

Tidligere specialkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet


Lynne Birch Hansen bliver ny særlig rådgiver for den nye social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Lynne Birch Hansen har været politisk rådgiver i Socialdemokratiets politiske afdeling på Christiansborg siden 2016.

Og tidligere har der stået specialkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet på visitkortet samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Lynne Birch Hansen er uddannet cand.scient.pol fra Syddansk Universitet i 2007.

Også uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har ansat en særlig rådgiver, nemlig David Tarp.

Arbejdede for tech-ambassadør i Silicon Valley


35-årige David Tarp kommer fra et job som rådgiver for Danmarks tech-ambassadør i Silicon Valley, og han tidligere blandt andet arbejdet som presserådgiver for Socialdemokratiets gruppeledelse på Christiansborg.

Forsvarsminister har Trine Bramsen (S) hentet Josephine Ilchmann Jørgensen som særlig rådgiver.

Josephine Ilchmann Jørgensen, der er 37 år, er uddannet jurist og har arbejdet som juridisk og politisk rådgiver i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg.

Hun har også tidligere arbejdet i Integrationsministeriet og Justitsministeriet.

Også kulturminister, Joy Mogensen (S) har her til aften sat navn på hendes nye særlige rådgiver. Her falder valget på Kasper Fogh Hansen, der kommer fra i Tænketanken Cevea, hvor han var politik- og kommunikationschef.

Kasper Fogh Hansen er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har tidligere været pressechef i Københanvs Kommune. 

Selvstændig blandt rådgivere

En enkelt selvstændig er det også blevet til blandt flokken af nye særlige rådgivere. Boligminister Kaare Dybvad (S) har nemlig ansat Helge Toksvig Bjerre som sin særlige rådgiver.

Han er indehaver af kommunikationsbureauet Kapagnekontoret, men har også en fortid i Geelmuyden Kiese og 3F.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har ansat det i S-kredse velkendte ansigt Bjarke Dahl Mogensen, som indtil nu har arbejdet i en stilling som politisk rådgiver for netop Socialdemokratiet.

Han har dog også en fortid som formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og har i sin karriere også arbejdet som konsulent og projektleder.

Benny Engelbrecht (S) har ligeledes valgt en særlig rådgiver fra Socialdemokratiets inderkreds. Ida Bjørn-Mortensen, som er uddannet cand.soc i Politisk Kommunikation og Ledelse fra CBS, skal nemlig være Benny Engelbrechts højre hånd.

Hun har tidligere været i Velux, Kristiansen+Partners og været projektassistent i en tænketank. 

Tidligere på sommeren blev der sat ansigter på både statsminister Mette Frederiksens (S) og finansminister Nicolai Wammens (S) spindoktorer.

Frederiksen og Wammen har annonceret forlængst

I Statsministeriet er det Socialdemokratiets stabschef Martin Rossen, der skal lede et nyt politisk sekretariat, og derudover kommer der yderligere to særlige rådgivere, nemlig  Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge har arbejdet for Socialdemokratiet på Christiansborg.

I Finansministeriet er det Mads Brandstrup, tidligere pressechef i Socialdemokratiet, og Mathias Secher, tidligere afdelingschef i Socialdemokratiets politiske afdeling, der skal hjælpe finansminister Nicolai Wammen med de politiske budskaber.