Helle T: Efterløn står fast i min formandstid

Politik
Eksklusivt for kunder
20. jun 2010 KL.18:11

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, udsteder nu noget nær en ny garanti for efterlønnen: Der bliver ikke pillet ved efterlønsordningen så længe hun er formand for Socialdemokraterne, fastslår hun.

Thorning-Schmidt afviser også at gå med til mindre justeringer af ordningen, som statsminister Anders Fogh Rasmussen ellers i går åbnede døren på klem for.

Det skriver dagbladet Børsen fredag.

"Der kan ikke blive tale om at pille ved efterlønnen. Og jeg kan ikke acceptere, at vi skaber denne her usikkerhed for borgerne om efterlønnen. Vi har for to år siden i velfærdsforliget sagt til borgerne: nu er det dét her, der gælder. Så kan vi ikke komme bagefter og sige, at det mente vi ikke alligevel. Det kommer ikke til at ske," siger Thorning-Schmidt til Børsen.

Vil det sige, at så længe du er formand for Socialdemokraterne, så kommer man ikke ind og piller ved efterlønnen?

"Nej. Det gør man ikke."

Socialdemokraterne har som forligsparti i den såkaldte velfærdsreform fra 2006 en reel veto-ret over for ændringer i efterlønnen - et veto som umiddelbart gælder i hvert fald frem til 2022, hvor velfærdforliget er helt indfaset.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen slog i går fast, at regeringen står ved velfærdsforliget og dermed ikke vil ændre i efterlønnen, uden at både Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne er med, skriver Børsen.

Læs hele artiklen i Dagbladet Børsen