Græsk gældskrise har øget kriminaliteten

Politik
Eksklusivt for kunder
17. sep 2010 KL.20:24
Sikkerheds- og vagtfirmaer som G4S har gyldne tider i Grækenland, der har oplevet en stor stigning i kriminaliteten i kølvandet af den økonomiske krise i landet. Det skriver Bloomberg News.

Banker, forretninger og virksomheder hyrer sikkerhedsvagter, installerer alarmsystemer og lejer armerede biler i stor stil i takt med den stigende kriminalitet. G4S, Brink's Co fra USA og Grækenlands største sikkerhedsfirma, Pyrsos Security, vinder alle nye kunder.

"Vi har aldrig oplevet noget tilsvarende i Grækenland", udtaler koncernchefen for Pyrsos Securities, Sakis Tsaoussis, til Bloomberg News og fortsætter:

"Tidligere kunne vi bevæge os rundt alle steder uden problemer, og vi kunne sove med vinduerne åbne. De tider er forbi. Folk er bange."

Antallet af røverier, fra tasketyverier på gaden til indbrud i huse og bankkup, steg i 2009 til omkring 80.000 fra 50.000 anmeldelser i 2005.

G4S er det største sikkerhedsfirma i Grækenland med en omsætning i 2009 på over 90 mio. euro og næsten 3000 ansatte.

"De kommende år vil vi se en stigning i efterspørgslen på sikkerhedsydelser som følge af regeringens bestræbelser på at outsource flere ydelser. Mange kunder er også bekymrede efter de optøjer, der har været i de centrale dele af Athen. Fra et forretningsmæssigt synspunkt har Grækenland overgået udviklingen i det øvrige Central- og Sydeuropa," vurderer G4S i en mail til Bloomberg News.

Nyhedsbureauet Direkt