Før konservativt lederopgør: Britisk minister trækker sig for at undgå Boris Johnson

384851_16_9_large_487.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
22. jul 2019 KL.12:47

Tidligere udenrigsminister Boris Johnson forventes at vinde det konservative lederopgør - men allerede før resultatet af lederopgøret annonceres tirsdag, har Alan Duncan, en juniorminister i det britiske udenrigsministerium, mandag trukket sig fra regeringen for at undgå at sidde på posten med Johnson som premierminister.

Alan Duncan, der i Udenrigsministeriet har haft ansvar for Nord- og Sydamerika, Europa, Rusland, Tyrkiet og Centralasien, har mandag morgen meddelt premierminister Theresa May, at han går af.

"Storbritannien gør så meget godt i verden. Det er tragisk, at netop som vi kunne være blevet den dominerende intellektuelle og politiske magt i og udenfor Europa, at vi så er nødt til at bruge hver dag på at arbejde under brexits mørke sky," skriver Alan Duncan i sit opsigelsesbrev til May, som han har delt på Twitter. 

Selvom Johnson ventes at slå sin rival i lederopgøret, udenrigsminister Jeremy Hunt, med et stort flertal, understreger Duncans opsigelse, hvor stor modstand der er imod Johnson i dele af Det Konservative Parti.

Mens Alan Duncan stemte Remain under folkeafstemningen om brexit i 2016, truer Boris Johnson med at gennemføre brexit uden en aftale i oktober, hvis EU ikke kommer med et tilbud om en bedre aftale end den udtrædelsesaftale, Underhuset tre gange har afvist. 

Men Duncans opsigelse kan ende med blot at blive den første af en række opsigelser i forbindelse med Boris Johnsons ventede magtovertagelse. Både finansminister Philip Hammond, justitsminister David Gauke og udviklingsminister Rory Stewart har sagt, at de vil trække sig senest umiddelbart inden, at Theresa May onsdag tager til dronning Elizabeth for at overdrage premierministerposten til sin afløser.

Hvis Johnson som ventet vinder opgøret, forventes han at gennemføre en større ministerrokade, umiddelbart efter at han er flyttet ind i Downing Street 10. Boris Johnson har på forhånd krævet, at alle hans ministre skal kunne acceptere et aftaleløst brexit.

Derefter går de britiske politikere på sommerferie torsdag og vender først tilbage til Westminster i september, få uger før brexit-deadlinen 31. oktober.