Fakta om regeringens 2020-plan

Politik
Eksklusivt for kunder
11. apr 2011 KL.12:26
Selvom regeringens længe ventede 2020-plan bliver fremlagt i morgen, så er det småt med konkrete informationer om, hvad den kommer til at indeholde. Én ting er dog sikkert. Reformer vil være et kardinalpunkt, og debatten om en afskaffelse af efterlønnen vil komme til at spille en central rolle.

”Hovedingrediensen i planen er jo vores efterlønsforslag og reformer af SU, førtidspension og fleksjob. Med det vil regningen være betalt. Det vil sige, at vi har sikret skattestoppet. Vi har sikret, at boligejerne ikke kommer ud for overraskelser,” siger finansminister Claus Hjorth Frederiksen (V) i et interview med dagbladet Børsen.

I det nedenstående kan du læse om, hvilke elementer regeringens 2020-plan med sikkerhed vil indeholde:

* Nulvækst i de offentlige budgetter i 2012 og 2013. Fra 2014 vil der igen være vækst i de offentlige budgetter, men afviser at kommentere, hvor stor udgiftsvækst der bliver plads til

* De offentlige udgifter til alt fra folkeskole til ældrepleje må frem mod 2020 ikke overstige 27 pct. af den samlede økonomi mod cirka 29 pct. i dag

* 100 mia. skal investeres i infrastrukturen, herunder 20 mia. til nye jernbanesignalanlæg

* 41 mia. til sygeshusinvesteringer

* 27 mia. til Femern-forbindelsen

* 20 mia. til Metro-cityringen i København

* Afvikling af efterlønnen. Vil på sigt indbringe statskassen i omegnen af 18 mia. kr. årligt

* Nyt budgetstyringssystem for det offentlige. Indeholder en budgetlov, der fastsætter et loft for staten, regionerne og kommunerne. Gælder både på det overordnede plan, men også i de enkelte styrelser og departementer.

Politiske markeringer

Ifølge Claus Hjorth Frederiksen vil regeringens 2020-plan medføre 100.000 færre danskere på overførselsindkomst i 2020. Finansministeren forventer, at forhandlingerne vil være afsluttet omkring midten af maj.

De Radikale givet udtryk for, at man ønsker at deltage aktivt i forhandlingerne, mens både S og SF er tilbageholdende.

Et af de store stridspunkter mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti har indtil videre været debatten om en afskaffelse af efterlønnen. Hvor Dansk Folkeparti umiddelbart efter nytår kategorisk sagde nej til at tage debatten, er partiet på det seneste blødt op.

Det ændrer dog ikke ved, at regeringen får mere end svært ved at overbevise Dansk Folkeparti om, at efterlønnen skal afskaffes.

Oppositionen med S og SF i spidsen har endnu ikke fremlagt deres bud på en 2020-plan, men en sådan plan forventes at blive fremlagt, når regeringen har fremlagt deres ud. Det er endnu uvist, hvornår S og SF vil fremlægge planen.