EU’s nye klimaplan “Green Deal” vækker dansk jubel: “En samfundsomvæltning” og en “ønskedagsorden”

null

392686_16_9_large_290.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
11. dec 2019 KL.14:30
EU's nye klimaplan, kaldet “Green Deal”, rummer en kæmpestort potentiale for Danmark, lyder det samstemmende fra Dansk Energi og Dansk Industri.

Klimaplanen præsenteres af EU-Kommissionen i dag, og den indeholder både nye klimamål og en køreplan for alle de initiativer, som Kommissionen vil sætte i gang de kommende år – på tværs af de europæiske samfund: Energi, transport, landbrug, fødevarer, forurening og finansiering.

“Det er en samfundsomvæltning, der lægges op til. Det er vores fundament, man har fat i her. Kommissionen tager virkelig fat i mange forskellige områder. Det er hele vores samfund, der skal indgå i denne omfattende omstilling,” siger Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi og fortsætter:

“Green Deal lægger op til en total gennemgang og revision af samtlige relevante direktiver. Det er meget omfattende og ambitiøst. Og det er også det rigtige at gøre med den udfordring, vi står overfor.”

Engang var EU en kul- og stålunion?

“Ja og nu handler det om vind og sol,” siger Stouge begejstret.

Også Anders Ladefoged, EU-chef i Dansk Industri, ser store muligheder. 

"Det er tydeligt, at Green Deal er den nye kommissions flagskib. Det er en meget ambitiøs plan, og den kommer mindre end to uger efter, at de har taget over. Det betyder, at denne dagsorden kommer op i gear fra begyndelsen,” siger han og fortsætter:

“Det er jo en ønskedagsorden for os – både for Danmark og danske virksomheder. Vi har brug for EU til at løfte de ambitioner, der også er i Danmark, og sætte en ramme op så det kan lade sig gøre. For danske virksomheder giver det et meget stort erhvervsmæssigt potentiale.”

"Viser realisme"

I Dansk Energi er der især tilfredshed med at “vedvarende energi og havvind kommer helt ind i hjertet af EU’s klimaindsats,” siger Anders Stouge.

“Der lægges op til at investere i infrastruktur og elektrificering – at få brugt den grønne strøm langt mere end i dag, og det er meget positivt,” siger Stouge.

Han glæder sig desuden over, at kommissionen vil tage fat på mange forskellige fronter på samme tid.

“Det viser en realisme om, hvad der skal til. Nu melder det hårde arbejde sig, når vi skal fra flotte målsætninger og ned i direktiverne. Der er ingen anden vej, og der skal nok være dem, der vil kæmpe mod undervejs. Så det er vigtigt at begynde med meget høje ambitioner,” siger han.

I et varsel om de kampe, der venter forude, så diskuterer EU-landene fortsat det mål om klimaneutralitet i 2050, som efter planen skal vedtages på et EU-topmøde i Bruxelles i morgen. Polen og flere andre lande kræver garantier for, at de ikke kommer til at stå med regningen alene – og truer med at blokere for beslutningen.

“De fleste EU-lande bakker op, det er vigtigt at huske. Men vi skal have respekt for, at der er nogle lande, som skal igennem en større omstilling end andre. Der er områder i Polen, hvor man har arbejdet i kulminerne i generationer og ikke kan forestille sig andet,” siger Anders Stouge og tilføjer:

“Der skal bare også være noget realisme i det: Hvis de skal have støtte til omstilling, så skal det stå klart, hvad de vil omstille til. Hvis de vil efteruddanne og omskole deres borgere, hvad skal de så omskoles til? De svar har vi ikke rigtigt set endnu.”

Lykkes det ikke at nå til enighed om klimamålet i morgen, så vil det være et klart signal, pointerer han.

“Hvis der er nogle lande, der holder fanen højt, så er det jo EU-landene. Hvis det ikke lykkes at nå til enighed om 2050-målet, så vil det blive bemærket rundt om i verden og kan få stor betydning. Det er simpelthen bydende nødvendigt, at det lykkes.”

For Anders Ladefoged i Dansk Industri er det allervigtigste, at Kommissionen sætter en klar retning.

“Det vigtigste er det politiske lederskab. Når der bliver sat en retning, så skaber det også et træk på de løsninger, som virksomhederne kan levere. Hvis Polen skal mindske sit CO2-aftryk, så er der brug for teknologi, og det vil stimulere efterspørgslen på meget af det, vi kan i Danmark,” siger han.

Udover det politiske lederskab, så er det positivt med et fokus på fælles løsninger, mener Ladefoged.

“Selvfølgelig vil der altid være nogen. Der kritiserer sådan en plan for at være for uambitiøs. Men det, at vi ser en kommission med en konservativ tysk leder, fremlægge et ambitiøst klimaprogram, det er markant og meget klart i Danmarks interesse.”

Paradigmeskifte

Det er åbenlyst, at der er brug for EU-midler, men “det allerbedste er jo, hvis vi kan nå til et punkt, hvor omstillingen giver økonomisk mening og i sig selv kommer til at drive væksten,” siger Ladefoged.

EU-midler kan ikke gøre det alene, pointerer DI-chefen.

“Der vil klart være brug for investeringer fra de fælles kasser. Vi mener, at der skal bruges så meget som muligt af EU’s budget under klimaoverskriften. Men det er naivt at tro, at denne omstilling kan realiseres med EU-midler alene. Det bliver en omstilling, som også EU-landene og private aktører kommer til at medfinansiere,” siger han.

Klimaomstillingen er “et større grundlæggende paradigmeskifte – på alle niveauer,” mener Ladefoged.

“Vi hører til dem, der mener, at hvis man har en strategisk prioritet, så skal man også sætte pengene på den. Men det politiske lederskab er det allervigtigste, fordi det skaber nogle fælles rammer og værktøjer, og giver en mulighed for at gå i samme retning,” siger han og fortsætter:

“Det er fint og godt, at vi i Danmark er foregangsland. Men det er jo sjovest at være foregangsland, hvis der er andre, der følger efter. Det er denne plan et udtryk for.”