EU: Høj løn har skadet dansk økonomi

Politik
Eksklusivt for kunder
14. feb 2012 KL.15:00
For høje lønstigninger op til krisen har forværret Danmarks konkurrenceevne og resulteret i tabte eksportandele. Det konkluderer EU-Kommissionen i sin første rapport om makroøkonomiske ubalancer.

"Danmarks konkurrenceevne er blevet forværret af høje lønstigninger i en periode med overophedning og lav produktivitetsudvikling," skriver EU-Kommissionen i overvågningsrapporten.

Læs også: Økonomi: EU-prognose peger på Danmarks ømme tæer

Men Kommissionen peger også på, at boligprisernes himmelflugt har skabt en uforholdsmæssig stor gæld hos danskerne - men det bliver dog delvis opvejet af de høje private pensionsopsparinger.

"Mens huspriserne og kreditgivning delvist er blevet tilpasset de senere år, ligger niveauet for private husholdningers gæld stadig meget højt, og over det anbefalede niveau," skriver EU-Kommissionen.


Ny varslingsmekanisme

Rapporten over økonomiske ubalancer er en ny mekanisme, der trådte i kraft i december sidste år., den såkaldte sixpack. Den har til formål at identificere økonomiske faretegn tidligt, så man kan undgå en gentagelse af de seneste års kriser.

Det sker blandt andet ved at holde øje med udviklingen i landenes eksport, lønudgifter, renter, offentlig og privat gæld, boligpriser, arbejdsløshed og andre faktorer, der sættes i relation til udviklingen i andre lande og til en række tærskelværdier.

12 lande på listen

I forvejen er Grækenland, Irland, Portugal og Rumænien omfattet af hjælpeprogrammer fra EU og derfor er de slet ikke vurderet i rapporten. Men 12 lande - herunder Danmark - er nu på en slags observationsliste.

De øvrige 11 lande er: Spanien, Italien, Belgien, Ungarn, Finland, Sverige og Storbritannien - de tre sidste regnes sammen med Danmark ellers  normalt for at have orden i økonomien.