Espersen efter Venstres ønske om at afskaffe retsforbeholdet: "Vi forstår ikke, hvorfor de kommer med det"

381511_16_9_large_810.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
15. maj 2019 KL.13:07

Venstre kan bare "komme an", hvis de virkelig ønsker at tage en folkeafstemning om at afskaffe det danske forsvarsforbehold efter folketingsvalget.

Det fastslår Søren Espersen, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti.

"Vi forstår ikke, hvorfor de kommer med det. Vi ved hvordan det går, så får de tæv. Det gør de hver gang, de prøver. Med både euroen og retsforbeholdet var ja-sigerne i klart overtal, indtil det gik galt for dem på valgdagen. For det gør det altid,” siger Søren Espersen, og tilføjer.

"Jeg må bare sige "bare kom an". Vi vinder alligevel," siger Espersen.

Venstre har længe flirtet med en folkeafstemning om at afskaffe det danske forsvarsforbehold, og nu vil partiformand og statsminister Lars Løkke Rasmussen gerne præcisere timingen.

Der skal komme en folkeafstemning i den kommende valgperiode, hvis Venstre vinder regeringsmagten.

"Den diskussion skal vi have, og den skal vi selvfølgelig føre med henblik på, at der kommer en afstemning. Den vil Venstre gerne have, og vi vil gerne have afstemningen i næste valgperiode, og den vil vi gerne vinde, siger Lars Løkke Rasmussen ifølge DR, og tilføjer:

"Jeg startede jo selv den her debat for et år siden på Europadagen, hvor jeg sagde, at vi er nødt til at diskutere forbeholdet – også uden deadline, fordi det hurtigt bliver sort/hvidt, så snart vi sætter en dato på. Det vil være godt, hvis det kunne ske i næste valgperiode."

De fire danske EU-forbehold på eurosamarbejdet, retspolitik, unionsborgerskabet og forsvarssamarbejdet stammer fra 1993 og er resultatet af det danske nej til Maastrich-traktaten. Efter folkets nej til traktaten om øget samarbejde i EU, vedtog Folketingets partier et nationalt kompromis, der gjorde, at Danmark kunne tilslutte sig traktaten med de fire forbehold.

Siden har skiftende regeringer forsøgt at få afskaffet euro- og retsforbeholdet, og begge gange tabte regeringen og forbeholdet bestod. Sidstnævnte i december 2015.

DF afviser

Så sent som i torsdags på Europadagen lancerede DF fire EU-krav til en kommende regering, og et af kravene er, at der ikke skal stemmes om afskaffelse af et eller flere af de fire danske forbehold i den kommende valgperiode.

Partiets forsvarsordfører Søren Espersen forstår simpelthen ikke, at de to Venstre-spidser vil skabe yderligere splid i blå blok.

”Vi har splid nok i forvejen, vi har ikke behov for mere," siger han.

Han understreger desuden, at det ikke kan komme på tale at skrive en folkeafstemning ind i et kommende regeringsgrundlag, hvis det bliver et blåt flertal efter valget.

”Der er lagt op til et vældigt løst militært samarbejde, som handler om at købe nogle kampvogne osv. Sådan starter det altid i EU, og som årene går bliver det tættere og tættere, og så får vi den EU-hær. I så fald ville det være det eneste tilfælde i EU’s historie, hvor det ikke går sådan,” siger han.