EL og DF kræver afstemning om EU-traktat

Politik
Eksklusivt for kunder
25. okt 2011 KL. 7:52
Folkeafstemning. Så klart lyder kravet fra både yderste venstre og yderste højre i Folketinget, efter man på weekendens EU-topmøde luftede muligheden for ændringer af Lissabon-traktaten, skriver Information.

"Man er ved at lave en EU-stat, hvor Bruxelles også styrer økonomien. Det ligner nærmest en nyliberalistisk revolution, hvis man får de her tanker indskrevet i traktaten. Vi vil være underlagt de store europæiske landes økonomiske retningslinjer, og de vil tvinge os til at føre en borgerlig politik, der primært går ud på at redde banker," siger Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen til Information.

Foreløbig skal der udarbejdes en analyse af den nuværende traktat med henblik på at styrke unionens muligheder for at håndtere gældskrisen. Tyskland har endvidere plæderet for, at EU-domstolen skal kunne straffe de lande, der ikke overholder den såkaldte stabilitets- og vækstpagt, som blandt andet betyder, at medlemslandene ikke må have et underskud på mere end tre pct. af BNP - et krav, som mange EU-lande har særdeles vanskeligt ved at overholde.

Foreløbig vides det ikke, om eventuelle traktatændringer vil have konkret betydning for Danmark, eller om de blot vil vedrøre euro-landene. Alligevel mener Enhedslisten, at vælgerne skal spørges:

"Jeg håber, at de tanker, der er fremført i weekenden, får nogle af vores kolleger i rød blok til at spærre øjnene op. For hvis ikke den danske regering modsætter sig, vil det jo være helt ligegyldigt med det hovedtema, vi havde i valgkampen, hvor vi lovede at investere os ud af krisen," siger Nikolaj Villumsen til Information, og fortsætter: 

"Jeg mener heller ikke, man i så fald respekterer danskernes nej til euroen. Beslutter man sig for at lave ændringer i Lissabon-traktaten mener vi i hvert fald, at befolkningen skal høres først."

Fra netop rød blok mener SF dog ikke, at tiden er inde til at tale om folkeafstemning.SF's ordfører, Lisbeth Bech Poulsen, peger desuden på, at Justitsministeriet i tilfælde af en traktatændring vil vurdere, om der er tale om en suverænitetsafgivelse og dermed behov for folkeafstemning.