Eksplosion og skyderi ryster Norge

Politik
Eksklusivt for kunder
22. jul 2011 KL.19:27
Opdateret kl. 20.07 - Der hersker totalt kaos i Norge fredag aften. Klokken 15.20 eksploderede en massiv bombe i regeringskvarteret i Oslo. Senere var der skyderier ved et politisk ungdomsmøde uden for hovedstaden, hvor syv er meldt dræbt.

Bomben har raseret en lang række bygninger i Oslo centrum, herunder olieministeriet og statsministeriet. Indtil videre er der rapporter om fire dræbte, men det officielle tal er fortsat to.

Kort efter er der blevet skudt ved et politisk ungdomsmøde på Utøya. Ifølge dn.no er mindst fire personer dræbt, mens TV2 Nyhederne kan fortælle, at personen er blevet pågrebet. Han skulle være iført politiuniform.

TV2's terrorekspert Niels Brinch tøver ikke med at koble de to terrorhandlinger sammen.

"Det virker som langt det mest sandsynlige, at de har noget med hinanden at gøre," siger han til TV2 Nyhederne.

Forlad centrum

Norsk politi havde tidligt fredag aften endnu ikke det fulde overblik over omfanget af skaderne og antallet af døde og sårede, men en talsmand for Oslos Universitetshospital siger, at de har modtaget 10 sårede, og at flere af dem er alvorligt tilskadekomne.

"Situationen er uoverskuelig. Vi har konstateret, at der er omkomne og sårede. Vi er fortsat i gang med at gennemsøge bygningerne. Vi er langt fra at have et klart overblik," siger talsmanden ifølge Ritzau.

Til den norske radio- og tv-station NRK siger politiets indsatsleder fredag aften, at "der ligger flere døde inde i regeringsbygningen".

"Vi ved, at der er brugt sprængstoffer, men vi vil endnu ikke konkludere noget. Men der er tale om en meget alvorlig og uoverskuelig situation. Vi arbejder med alt tilgængeligt mandskab også politifolk, der var på ferie i nærområdet," siger talsmanden.

Han tilføjer, at politiet indtil videre har koncentreret sig om liv og helbred.

"Men vi arbejder også efterforskningstaktisk og på at sikre spor," siger talsmanden.

Ud over regeringsbygningerne, er også avisen VG's bygning hårdt ramt.

"Hele bygningen rystede. Vi troede, at det var en jordskælv," siger NRK-journalist Ingunn Andersen, som befandt sig i nærheden, da eksplosionen fandt sted.

"Jeg kan se, at der er blæst vinduer ud i VG-bygningen og i regeringsbygningen. Folk ligger i gaderne og bløder. Der er glas overalt. Der er helt kaos her. Vinduerne er også blæst ud i alle de nærliggende bygninger. Sort røg stiger op fra bygningerne," sagde Ingunn Andersen umiddelbart efter eksplosionen til Ritzau.

Stoltenberg siger, at det er for tidligt at sige, om bombesprængningen er en terrorhandling og betegner situationen som "meget alvorlig".

"Selv om man er godt forberedt, så er det altid meget dramatisk, når noget som dette sker," siger Stoltenberg, der tilføjer, at alle ministre i regeringen er i sikkerhed, og at han sammen med andre medlemmer af den norske regering fredag aften skal drøfte situationen ved et krisemøde.