“Der er et kæmpe potentiale i, hvis vi kan få flere mennesker med indvandrerbaggrund ud på det danske arbejdsmarked, i stedet for de går derhjemme.”
Sådan lød det fra finansminister Nicolai Wammen (S), da han i sidste uge – efter pressemødet om regeringens udspil til tidligere tilbagetrækning – kom med sit mest konkrete bud på, hvordan regeringen vil kompensere for det fald i arbejdsstyrken, som forslaget – personificeret i bryggeriarbejderen Arne Juhl – ventes at føre med sig.
Børsen har undersøgt, hvor meget potentiale der egentlig er tale om, og de umiddelbare tal indikerer, at der er nok at tage af: Ifølge Danmarks Statistik er der i omegnen af 150.000 indvandrere og efterkommere mellem 25 og 64 uden for arbejdsstyrken – blandt de yngre er en del under uddannelse, men en stor del i alle aldersgrupper er hverken registrerede som SU-modtagere, sygemeldte eller på barsel.
Alligevel er eksperterne på området i tvivl om, hvorvidt det er muligt i praksis.
“Det er ikke nogen ublu ambition at have, at man hæver beskæftigelsen med 9000 og heller ikke med mere fra den gruppe. Vi har bare ikke været ret gode til det,” siger Torben Tranæs, forskningsdirektør ved Vive og tidligere vismand.
“Det, der gør det svært, er, at vi ikke har en hylde med meget velbeskrevne og effektive reformer til, hvordan vi skal gøre det,” tilføjer han.
Finansministeriet har tidligere regnet på, hvor stort potentialet blandt ikke-vestlige indvandrere hypotetisk er. Beregninger fra 2017 viser, at hvis de havde samme arbejdsmarkedstilknytning som jævnaldrende personer af dansk oprindelse, ville beskæftigelsen øges med, hvad der svarer til godt 75.000 personer. Det ville forbedre de offentlige finanser med 18 mia. kr.
“Givet, at man har prøvet rigtig meget af allerede, vil jeg vurdere det som rigtig svært. Rigtig svært,” siger Jan Rose Skaksen, forskningschef i Rockwool Fonden.
Mens det ifølge forskningschefen er ret sikkert, at en ret til tidligere tilbagetrækning vil føre til et fald i udbuddet af arbejdskraft, er det langt mindre sikkert at regne med en højere beskæftigelsesgrad blandt indvandrere.
“Man kan diskutere, om faldet bliver større, end det regeringen regner med. Men vi kan være ret sikre på, at der sker et fald i arbejdsudbuddet. Men de instrumenter du skal have fat i for at øge integrationen, er ikke så stærke. Du kan måske motivere nogle, og så kan du håbe på, at de reagerer på motivationen,” forklarer Jan Rose Skaksen.
Ifølge Rasmus Brygger, stifter af Videnscenter for Integration, skal der meget store reformer af beskæftigelsesindsatsen til, hvis beskæftigelsesgraden blandt indvandrere skal på niveau med den hos personer med dansk baggrund.
“Der er ikke noget, der tyder på, at man ved små ændringer vil kunne få så mange indvandrere og efterkommere i arbejde på kort tid. Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre, for både Sverige og Norge har markant bedre tal end de danske. Men det vil kræve en meget ihærdig indsats fra politisk side, hvis beskæftigelsen skal øges markant,” siger Rasmus Brygger.
“Det kunne være en grundlæggende reform af beskæftigelsessystemet rettet mod indvandrere. Det kan være at udvide beskæftigelsessystemet til i langt højere grad at hjælpe selvforsørgende.”
Altså at tvinge folk, der går hjemme og lever af deres mands indtægt, i aktivering?
“Det behøver jo ikke at være tvang. Der har været nogle projekter, hvor der faktisk viser sig at være efterspørgsel efter tilbud på hjælp til at komme i arbejde,” siger Rasmus Brygger.
