Eksperter: LO overdriver vildt i kampagne

Politik
Eksklusivt for kunder
06. jan 2011 KL.12:11
»Vil du kunne lægge 600 mursten om dagen ...s om 71-årig?« Sådan lyder spørgsmålet i LO’s nye millionkampagne mod VK-regeringens forslag om at afskaffe efterlønnen. Men det afspejler slet ikke virkeligheden for de ældre murere, hverken i dag eller fremover.

Det understreger eksperter indenfor murerfaget overfor dagbladet Børsen.

»Den virkelighed eksisterer ikke, at en 71-årig er nødt til at lægge 600 sten om dagen. Det er helt ude i hampen. Jeg kommer på byggepladserne i København og Nordsjælland, og det er de unge murersvende, der stabler sten. Der er ingen over 50, der stabler sten som akkordsvende,« siger Jann Frei, konsulent for murerfaget i Dansk Byggeri.

»Når man kommer lidt op i alderen, så sætter virksomhederne folk til noget andet. Så kan man blandt andet arbejde som formand, sjak-karl eller med administrativt arbejde. Det er jo fordelen ved at være murer – det er en meget bred uddannelse«, siger han.

Jann Frei understreger, at det ikke er tallet på 600, der er forkert, for i dag står man med glidestilladser, så man hele tiden arbejder i ideal-højde.

»Så kan en yngre murer i dag stable helt op mod 1000-1200 sten om dagen. Men det gør de ældre, slidte murere altså ikke«.

»Vi har nogle gange besvær med at rekruttere folk til de her faglige uddannelser. Det bliver jo ikke bedre, når LO laver den slags skrækkampagner, der ikke passer. Dagen efter skal vi så ud at lave hvervekampagner for flere millioner for at gøre det godt igen,« siger han.

Murermester Jørn Rasmussen fra Køge, der har 15-20 murersvende, lærlinge og arbejdsmænd i firmaet, ryster også på hovedet over LO’s påstand.

»Vi har en seniorpolitik. Det der med at mure 600 sten om dagen hører til i en anden aldersgruppe, og der er opgaver og kunder til alle. Der er masser af reparationsarbejde, og erfaring tæller lige så meget som hurtighed. Ingen er interesseret i, at vi ødelægger hinanden,« siger Jørn Rasmussen.

LO lancerer også en anden annonce med budskabet »Vil du kunne ta’ på hjemmebesøg hos 24 ældre hver dag ... som 71-årig?«. Også her er der problemer.

Else Marie Seehusen, hjemmeplejechef i Odense Kommune, nikker ja til, at de 24 besøg generelt er inden for målskiven. Men sjældent for de ældre, slidte medarbejdere.

»Det er jo et vilkår, at der er en del hjemmebesøg i dagligdagen. Men som så mange andre steder har vi selvfølgelig en fleksibel seniorpolitik, hvor der er stor fleksibilitet til at tilrettelægge arbejdet anderledes. Mange af vores ældre medarbejdere er på deltid, og vi laver også individuelle aftaler med dem om, hvilken type opgaver de løser – ligesom vi også gør det med gravide. Så folk passer på sig selv på den måde,« siger Else Marie Seehusen.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) er forarget over, at LO’s kampagne fordrejer virkeligheden.

»Efterløn er simpelthen for vigtig en sag til, at man på den måde kan fifle med sandheden. Men det er desværre ikke ukendt, at LO i sin iver for at føre kampagne mod regeringen ikke har hold på fakta. Derfor er det ekstra skræmmende, at Helle Thorning-Schmidt har lagt hele sin beslutningskraft over i hænderne på LO,« siger Inger Støjberg.

Troværdigheden truet

Christian Elmelund-Præstekær, forsker i politisk kommunikation ved Syddansk Universitet, vurderer, at LO skal passe på med troværdigheden.

»Hvis man får et prædikat af, at man bare er en politisk lakaj som interesseorganisation, så får man i hvert fald ikke fat i tvivlerne,« siger han.

Det var ikke i går muligt at få kontakt til Harald Børsting, formand for LO. Men i en pressemeddelelse siger han:

»Regeringen har foreslået et ganske urimeligt indgreb i efterlønnen, der vil have drastiske konsekvenser for almindelige LO-lønmodtagere. Det har vi en forpligtelse til at gøre vores medlemmer opmærksom på.«