ECB-referat viser stor enighed om at være klar med yderligere stimuli

384419_16_9_large_296.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
11. jul 2019 KL.14:28

På sidste måneds rentemøde var der stor enighed blandt medlemmerne af Den Europæiske Centralbank (ECB) om at være klar med yderligere stimuli til eurozonens økonomi som et værn mod et miljø med "øget usikkerhed".

Det fremgår af mødereferatet, skriver Reuters torsdag eftermiddag.

I forvejen var det offentligt kendt, at ECB som minimum forventer at fastholde renterne på deres nuværende niveau til og med første halvdel af 2020. Siden har centralbankens øverste chef, Mario Draghi, åbnet døren for mere stimuli til økonomien.
- Der var bred enighed om, at der set i lyset af den øgede usikkerhed, som meget vel kunne fortsætte et stykke ind i fremtiden, var behov for at være klar og forberedt på at lempe pengepolitikken yderligere, lyder det i referatet ifølge Reuters.

I referatet skal det ydermere fremgå, at potentielle tiltag fra ECB inkluderede nye ændringer i centralbankens renteprognose, nye opkøbsprogrammer og rentesænkninger.

Referatet har også kunnet fortælle, at ECB overvejede "mere strategiske" værktøjer, hvis inflationen fortsatte med at være lav, og at centralbanken planlagde at understrege, at både en større end ventet stigning og et større end ventet fald i inflationen ville være til at tolerere.

Samtidig med at ECB ser ud til at holde renterne i ro et godt stykke tid endnu, så er der i markedet stor forventning om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, inden længe begynder at lempe sin pengepolitik i form af en rentesænkning.

/ritzau/FINANS