Dna-test bekræfter Osama bin Ladens død

Politik
Eksklusivt for kunder
02. maj 2011 KL.18:24
En dna-test viser, at det lig, som, USA siger, er Osama bin Laden, med 99,9 procent sikkerhed er den tidligere al-Qaeda-leder.

Det skriver amerikanske medier.

"Resultatet viser en meget sikker match, og testen viser med stor sandsynlighed, at det er bin Laden, som blev dræbt i Pakistan," siger en amerikansk embedsmand.

Den amerikanske tv-station ABC rapporterer, at amerikanske eksperter har sammenlignet dna-prøver fra Osama bin Laden med dna-prøver fra hans søster, der døde af kræft i USA for flere år siden.

De to prøver matchede.

Desuden har en kvinde, der menes at være en af hans koner, identificeret ham på drabsstedet, oplyser en amerikansk efterretningsagent over for nyhedsbureauet Reuters.

Kort efter de dramatiske begivenheder i Pakistan natten til mandag dansk tid har det amerikanske forbundspoliti, FBI, revideret sin terrorliste over verdens mest eftersøgte personer. Her har bin Laden stået øverst i flere år.

Under et billede af Osama bin Laden på FBI's hjemmeside står der ikke længere "mest eftersøgt", men "afgået ved døden" - skrevet i rødt.

Opdateringer af listen skete få timer efter, at det blev kendt, at amerikanske elitesoldater dræbte terrorlederen byen Abbottabad 100 kilometer nord for Pakistans hovedstad Islamabad.

FBI har dog endnu ikke fjernet oplysningen om, at der udbetales 25 millioner dollar (cirka 125 millioner kroner) til den, der kommer med oplysninger, der fører til pågribelse eller domfældelse af bin Laden.

/ritzau/Reuters