Det britiske parlament tvinger Boris Johnson til at udsætte brexit

389734_16_9_large_500.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
19. okt 2019 KL.15:51

Det britiske Underhus har vedtaget et ændringsforslag, som reelt tvinger premierminister Boris Johnson til at bede EU om forlængelse af brexitfristen i tre måneder.

Resultatet er et kæmpe nederlag til Boris Johnson, som havde ønsket en definitiv afstemning, en såkaldt "meaningful vote" om brexitaftalen, så den kunne godkendes af parlamentet i dag.
 
Men premierministerens plan blev væltet af en tværpolitisk gruppe anført af Sir Oliver Letwin, som foreslår, at parlamentet bakker op om Boris Johnsons brexitaftale - på en vigtig betingelse: De kræver, at parlamentet først giver sin formelle godkendelse, når det ledsagende lovarbejde er nået sikkert gennem parlamentets to kamre og er blevet til lov. 

Letwin og flere andre af forslagets støtter har kaldt det for en "forsikringspolice", som skal sikre, at der er tilstrækkelig tid til lovarbejdet, og at der ikke pludselig opstår en fejl eller forsinkelse, så briterne alligevel crasher ud af EU uden en aftale 31. oktober. 

Lørdag eftermiddag blev Letwin-forslaget vedtaget med stemmerne 322 mod 306. 

Umiddelbart før afstemningen sagde en kilde i det nordirske unionistparti DUP til BBC, at partiet støtter Letwin-forslaget. Disse 10 nordirske stemmer var afgørende. 

Det er ventet, at Johnson-regeringen allerede på mandag eller tirsdag vil gøre et nyt forsøg på at få brexitaftalen vedtaget i det britiske Underhus. 

I en tale i parlamentet siger Boris Johnson kort efter afstemningen om Letwin-forslaget, at han ikke kommer til at forhandle en ny forlængelse med EU.