Der er kun én kronprins

Politik
Eksklusivt for kunder
02. feb 2015 KL.14:36
Justitsminister Lars Barfoed er stensikker på at overtage posten som politisk leder af De Konservative, hvis Lene Espersen tager konsekvensen af den seneste tids voldsomme kritik og forlader pinden.

De politiske kommentatorer Niels Krause-Kjær og Michael Kristiansen mener begge, at ingen andre den 53-årige Barfoed er kandidat til at overtage stolen efter Lene Espersen - heller ikke økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, selv om han er mere profileret end justitsministeren.

”Hvorfor Barfoed? Jo, en eller anden skal det jo være. Og det har ligget i kortene længe, at det var ham, flest kunne samles om, både i folketingsgruppen, blandt tillidsfolk og i de centrale organer i partiet,” siger De Konservatives tidligere pressechef Niels Krause-Kjær til borsen.dk.

Partiet har ikke råd til Lene E. længere


Ifølge ham er Barfoeds måske vigtigste kvalifikation som lederemne lige nu ganske enkelt den, at han ikke hedder Lene Espersen.

”Analysen lige nu er, at det vil koste en håndfuld stemmer, hvis Lene Espersen står i spidsen ved et valg, og det er i det lys, man skal se alt det, der foregår i partiet lige i øjeblikket,” siger Krause-Kjær.

Michael Kristiansen beskriver Lars Barfoed som den sidste rest af den socialkonservative del af gruppen, der for år siden var mere rigt repræsenteret, bl.a. ved Connie Hedegaard.

Barfoed er økonomisk funderet, han er uddannet jurist med en fortid som direktør i bl.a. Dansk Handel & Service og Finansrådet.

Bliver han den nye Schlüter?

Sprudlende eller oplagt stemmesluger kan man ikke kalde Barfoed, mener Kristiansen, men kun tiden vil vise, om han kan udfylde rollen som De Konservatives frontfigur.

”Hvor har vi dog taget fejl mange gange. Vi troede alle, at Villy Søvndal var en gammel, indskrumpet mand uden stemmetække, og at De Radikale ville storme frem under Margrethe Vestager. Sådan gik det som bekendt ikke. Når du går fra at være nummer to til nummer et, så sker der bare noget, og det kan både være positivt eller negativt,” siger Michael Kristiansen til borsen.dk.

Brian Mikkelsen helt ude af billedet

Ifølge ham er Brian Mikkelsen, der længe har siddet med i det øverste ledelseslag hos De Konservative og har spillet rollen som Espersens højre hånd, udelukket som udfordrer til Barfoed af flere grunde.

”Han var syg for nogle år siden og fandt dengang ud af, at der en grænse for, hvad han kan kapere af arbejdspres. Desuden kæmper han med enormt dårlige personlige stemmetal, så af natur er han absolut ikke en folkelig leder,” siger Michael Kristiansen.

Han opfordrer den næste konservative leder til at turde stå mere konsekvent ved partiets mærkesager som f. eks. skattelettelser.

”Men det skal gøres på den rigtige måde, og det har de ikke kunnet finde ud af på det sidste. Måske skal Per Stig være udenrigsminister igen, så hele den aura af ro og ordentlighed i tingene kan sprede sig. En ny leder skal virkelig fokusere på at sende signalet om, at partiet er stabilt og regeringsdueligt, for det er det, man er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er,” siger den tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen.