Demokratiske topkandidater har brugt 270 mio. kr. på Facebook-annoncering op til Iowa-valg

395705_16_9_large_149.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
07. feb 2020 KL.20:00
Næsten 40 mio. dollars, eller det der svarer til 270 mio. kr. Så mange penge har de fem demokratiske topkandidater, Michael Bloomberg, Elizabeth Warren, Joe Biden, Bernie Sanders og Pete Buttigieg, til sammen brugt de seneste 90 dage på at eksponere dem selv på Facebook.

De mange penge er blevet brugt forud for de første demokratiske primærvalg, der skal afgøre, hvem der bliver den demokratiske præsidentkandidat. Det første primærvalg blev afholdt i Iowa mandag.

Den amerikanske milliardær Michael Bloomberg har alene brugt næsten 203,3 millioner kroner (29.991.142 dollars) på at annoncere på Facebook. Det er tre gange mere, end de fire andre demokratiske topkandidater til sammen og 138 millioner mere end den amerikanske præsident, Donald Trump. Præsidenten har brugt 65,4 millioner (kroner på annoncering.

”Det kan være, Bloomberg lader sig inspirere af Trumps succes på de sociale medier. Nu er Bloomberg bare den underdog, som Trump var i 2016. Derfor får Trump lige nu mere for pengene, når han investerer dem i at annoncere på Facebook, fordi han som siddende præsident er foran Bloomberg i forhold til at etablere en relation til befolkningen online” siger Sander Andreas Schwartz, der er ph.d. og forsker i politisk kommunikation på Roskilde Universitet.


Men Schwartz mener ikke, at det nødvendigvis kan lykkes Bloomberg at annoncere sig til at blive demokraternes præsidentkandidat.

”Indtil videre mangler vi at se, om Bloomberg kan omsætte de mange millioner til vælgerindflydelse og befolkningens opbakning. Det vil vi se ved de kommende primærvalg,” siger han.

Ved mandagens primærvalg i Iowa var det Pete Buttigieg, der vandt knebent med kun 0,1 procentpoint flere stemmer end Bernie Sanders. Men i Iowa var Michael Bloomberg ikke engang at finde på stemmesedlen, fordi han først melder sig ind i kampen fra super tuesday, hvor 14 stater har primærvalg.

Facebook bliver vigtigere og vigtigere i valgkampe

I fjerde kvartal af 2019 brugte Donald Trump og de fem Demokratiske topkandidater i alt 3,5 milliarder kroner (517.228.915 dollars) på at føre valgkamp. Det beløb dækker alle udgifter, som kandidaterne har – lige fra løn til kampagnemedarbejdere til husleje og annoncering.

De har altså i løbet af de seneste 90 dage brugt det, der svarer til 10 procent af deres totale omkostninger til valgkamp i fjerde kvartal af 2019 på at eksponere sig selv på Facebook.

Ifølge Sander Andreas Schwartz viser det, at Facebook er en meget vigtigere platform, end den var for bare ti år siden. Det er en platform, hvor man kan komme enormt langt for meget få penge sammenlignet med andre annoncer.

”Det er et godt sted at ramme specifikke målgrupper og skabe en indgang til at komme i de traditionelle medier, som stadig spiller en vigtig rolle” siger Sander Andreas Schwartz.