"De begynder at fyre folk i denne uge. Deres salg står fuldstændigt stille"

351153_16_9_large_964.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
18. sep 2017 KL.14:13

null

Tag en foto eller en video i landets bilhuse: Det giver samme resultat i disse dage. Der er stendødt og ingen kunder at servicere, fordi kunderne holder sig væk, mens regeringen og Dansk Folkeparti på fjerde uge skændes om en ny model for bilafgifter.

Og nu er bilhusene nødt til at tage konsekvensen i form af fyringer, understreger Thomas Møller Sørensen, direktør for Bilbranchen i DI.

”Flere af vores medlemsvirksomheder har oplyst til mig, at de begynder at fyre folk i denne uge. Deres salg står fuldstændigt stille. Sælgerne har intet at lave. Det samme gælder i klargøringen. De taber penge på biler, der står og venter," siger Thomas Møller Sørensen.

Han fortsætter:

"Det er da klart, at de er nødt til at afskedige nu, for de har jo ingen ide om, hvor lang tid, der kommer til at gå.”

Tålmodigheden er væk

Som Børsen skriver i dag, varsler Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, at det hele kan ende med, at afgifterne slet ikke bliver sat ned.

"Spørgsmålet er, om vi kan nå et kompromis. Det er usikkert, om vi kan det, men jeg kan love, at vi bruger en del tid på det," siger Kristian Thulesen Dahl.

Men ifølge Thomas Møller Sørensen er bilforhandlernes tålmodighed helt væk nu.

"De var indstillede på, at forhandlinger om nye bilafgifter kunne tage op til et par uger. Nu er vi i gang med fjerde uge siden regeringens planer om lavere bilafgifter blev lækket. Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at regeringen har taget fat på at sænke afgifterne, men nu har vi altså behov for, at politikerne bliver enige og hurtigt lander en løsning," siger branchechefen.

Han understreger, at der er masser af elementer i spil, der burde kunne koges ned til en god aftale i løbet af meget kort tid.

"Vi ønsker i udgangspunktet tekniske og løbende afgifter frem for værdibaserede afgifter. Kan det ikke lade sig gøre, er der rig mulighed for at lave andre aftaler, der også er gode. For at sige det ligeud: Lige nu er det vigtigste at få lavet en aftale, der kan skabe ro, og der er faktisk mange gode elementer i spil, som gør det muligt at lande en god aftale," siger Thomas Møller Sørensen.

Mekanikere og pladesmede i anden bølge

I første omgang vil det være sælgere og klargøringsfolk, der står til at blive opsagt i bilhusene. Men i anden bølge kan det blive mekanikere og pladesmede, der står for skud.

Det har Claus Jensen, formand for Dansk Metal, også noteret sig.

"Bilhusene er ikke mere solide end at det her får konsekvenser. Kassekreditterne hos forhandlerne tordner op lige nu, fordi der ikke bliver solgt biler. Og så ender det med at der bliver fyret folk. I første omgang vil det være sælgere, men det her ender også med at ramme mine medlemmer blandt mekanikerne. Det kan ikke undgås. Jeg bebrejder ikke arbejdsgiverne her, for hvis de ikke fyrer folk, vil de jo gå konkurs," siger Claus Jensen.

Men forhandlerne får vel solgt bilerne, når en aftale lander, og dermed kommer sælgere og mekanikere vel i job igen?

Arrogant og kynisk

"Det er en arrogant og kynisk betragtning, som forudsætter, at folk er ligeglade med at blive fyret. Det har store indvirkninger på familierne. I øvrigt er det noget værre bøvl at udsætte folk for. De skal udfylde ledighedserklæringer og ind i hele det cirkus, der begynder, når man bliver ledig. Alt det bare fordi politikerne ikke har styr på at lovgive," lyder det fra Metal-formanden.

Han understreger, at det simpelthen ikke kan være så svært at skrue en model sammen, der giver mening.

"Bilafgifterne er jo ikke raketteknologi. Det handler om at skrue lidt ned for registreringsafgiften og så ændre lidt på den grønne ejerafgift, hvis man vil tilføre en grøn profil. Og så kunne man fritage sikkerhedsudstyr for afgift, hvis man ville gøre bilerne mere sikre. Længere er den ikke," siger Claus Jensen.

Uforståeligt. Simpelten uforståeligt


Han fortsætter:

"Det er komplet uforståeligt, at regeringen ikke har kunnet håndtere det her, for der er ikke mange håndtag at dreje på. Det er jo bare at sætte sig ned og få det på plads – og de burde have fået flertallet på plads, inden de begyndte at snakke om det."

Ifølge DF har der ikke været forhandlet med dem i en uge…

"Jeg så godt udtalelsen. Hvis det er rigtigt, er det komplet uforståeligt. Simpelthen uforståeligt. Så tager man jo ikke det her alvorligt," siger Claus Jensen.