Danske Bank: Risiko for double dip

Politik
Eksklusivt for kunder
19. aug 2010 KL.18:07
Risikoen for et double dip skal tages alvorligt, konstaterer Danske Bank efter nye skuffende amerikanske nøgletal.

Tillidsindikatoren for fremstilliingsindustrien i Philadelphia skuffede investorerne fælt klokken 16.00. Og det er typisk en strømpil for hele erhvervslivet i USA. Dertil kan det få afsmittende effekt på Danmark, vurderer Danske Banks chefanalytiker, Allan von Mehren.

"De viste et meget kraftigt fald for august måned, der tyder på at farten er ved at gå kraftigt af den amerikanske fremstillingssektor - en sektor der ellers har set den største fremgang i dette opsving," skriver han i en kommentar og tilføjer:

"Dermed har vi fået endnu en kraftig advarsel om, at risikoen for et double dip skal tages alvorligt. Hvis væksten følger efter i samme takt som erhvervstilliden i Philadelphia indikerer vil det blive meget svært at få arbejdsløsheden ned i USA fra det nuværende høje niveau."

Rammer Danmark

En svækket vækst i USA vil ramme en åben økonomi som den danske, vurderer chefanalytikeren. Og det uanset, at Tyskland er et større marked. For også Tyskland kan blive ramt, idet landet er meget afhængig af sin eksport.

De tre toneangivende amerikanske indeks er sendt ned med tæt på 2 pct. efter skuffelserne.