Dansk økonomi snegler sig afsted, men dog fremad: Usikkert væksttal lander på 0,3 pct. i tredje kvartal

392052_16_9_large_757.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
29. nov 2019 KL. 9:06

Dansk økonomi vokser stadig. Det går langsomt, men der er vækst, selvom vores største eksportmarkeder og verdensøkonomien befinder sig i en usikker tid, hvor pilen nok peger mere ned end op. 

Nye tal fra Danmarks Statistik over bnp-væksten i tredje kvartal viser nemlig, at økonomien voksede med 0,3 pct. Et tal, som dog er forbundet med stor usikkerhed. Usikkerhed, som de seneste tre år har fået Danmarks Statistik til at opjustere bnp tre gange med i alt 93 mia. kr. 

En opjustering, som kom i starten af november, betød bl.a. at bnp-væksten i 2018 blev hævet fra 1,5 pct. til i stedet at være 2,4 pct. 

Men tager man tallene for tredje kvartal for gode varer, er der altså afdæmpet vækst i Danmark. Det er især industri, handel, transport og den finansielle sektor, der bidrager positivt til vækstkontoen, viser tallene. 

”Væksten i dansk økonomi er i øjeblikket afdæmpet, men samlet kan vi konstatere, at de hårde nøgletal fortsat ser fornuftige ud," skriver cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), Erik Bjørsted. 

Det er især dansk eksport, som holder gang i kedlerne. Eksporten steg med 1,2 pct. i tredje kvartal, især drevet af både varer og tjenester, mens importen steg med 0,4 pct. 

Dansk eksport er overordnet en succeshistorie, når du ser på årets tre første kvartaler sammenlignet med samme periode sidste år, for vareeksporten er steget med 9,9 pct. 

"Det skyldes blandt andet, at vi i Danmark har en mindre konjunkturfølsom eksport. I Danmark eksporterer vi medicin og vindmøller, og vores eksport er på den korte bane derved ikke så afhængig af situationen i udlandet. Det er dog vigtigt at understrege, at vedvarende lav vækst hos vores handelspartnere vil medføre en lavere eksport," skriver Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank. 

Af meddelelsen fra Danmarks Statistik fremgår det også, at privatforbruget voksede med 0,3 pct. i tredje kvartal. Når danskerne bruger penge, smitter det naturligvis også af på, at vi stadig ser en lille fremgang i økonomien dette kvartal. Investeringerne er dog en af de kedelige nyheder i de nye bnp-tal. Det faste bruttoinvesteringer faldt nemlig med 2,8 pct. i tredje kvartal.

Men Danmark er en lille åben økonomi, og derfor er vi også enormt afhængige af, hvordan vores største eksportmarkeder i Tyskland og Sverige klarer sig fremover. Men uanset hvad er Danmark godt rustet over for en afmatning, opbremsning eller krise i den hjemlige økonomi, mener Erik Bjørsted:  

”Der hersker stor usikkerhed om væksten i udlandet, og det sender naturligvis skygger ind over Danmark. Der er dog ingen grund til at male fanden på væggen. Dansk økonomi er langt bedre rustet til en afmatning i verdensøkonomien, end vi var tilbage i 2008, da finanskrisen brød ud. Konkurrenceevnen er stærk og forbrugerne og virksomhederne er bedre polstrede, hvis vi bliver ramt af en krise udefra. Samtidig er der plads på de offentlige budgetter til at holde hånden under dansk økonomi, hvis det begynder at brænde på. Derfor er der også rigtig gode chancer for en blød landing,” skriver han i en kommentar. 

Sammenligner vi væksten i dansk økonomi de første tre kvartaler i 2019 med samme periode sidste år, ser det godt ud. Her lander Danmark en vækst på 2,2 pct. I USA ligger væksten en spids over med 2,3 pct., hvorimod EU lander en vækst på 1,5 pct. 

Men der er grund til at være varsom og ikke konkludere for hårdt på bnp-tallene.

I kommentar fra Nordea fredag morgen skriver de, at "det skal dog bemærkes, at der denne gang er endnu større usikkerhed end normalt forbundet med offentliggørelsen af de kvartalsvise BNP-tal. Det skyldes, at den store revision af årstallene for 2016 til 2018 nu for første gang skal implementeres på kvartaler. Blandt andet vil den ekstraordinære betaling for et dansk patent, som hidtil har været registreret i første kvartal 2017, nu blive fordelt over en længere periode."

Nordea anslår i kommentaren, at usikkerheden for bnp-væksten er på plus/minus 0,5 procentpoint. Bankens cheføkonom Helge Pedersen skriver samtidig i en kommentar, at det faktisk tegner meget pænt for dansk økonomi trods usikkerhed om bnp-tal eller de økonomiske udsigter generelt: 

"Eftersom slutningen på 2018 var meget stærk, må det på baggrund af dagens tal konkluderes, at væksten i år lander omkring 2 pct., og at Danmark med stor sandsynlighed vil kunne opnå en BNP-vækst på omkring 1,5 pct i 2020. Det er slet ikke ringe," skriver han. 

Fredag har Danmarks Statistik også fremlagt tal for ledighed. Fra september til oktober lå bruttoledigheden stort set uændret, hvilket svarer til et niveau på 103.900 fuldtidspersoner i oktober. Dermed ligger ledighedsprocenten for tolvte måned i træk uændret på 3,7 pct. af arbejdsstyrken, viser tallene.