Danmark vil fjerne statsstøtte til kul, olie og gas

315631_16_9_large_41.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
30. nov 2015 KL.14:15
Danmark slutter sig mandag ved åbningen af klimatopmødet COP21 til en bred gruppe af lande, der vil udfase støtten til de klimaskadelige fossile brændsler kul, olie og gas.

Det oplyste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde i konferencecentret Le Bourget i Paris.

Sammen med lande som USA, Tyskland og Frankrig støtter Danmark initiativet Venner af Reformer for Reduktion af Fossile Brændstoffer (FFFSR). Koalitionen tæller foreløbig 38 regeringer sammen med hundreder af virksomheder og internationale organisationer.

"Danmark har fremmet denne dagsorden med internationale organisationer. Vi har støttet konkrete reformer i udviklingslandene," sagde Løkke.

Danmark støtter initiativet med 40 millioner kroner.

"Jeg er glad for at sige, at vi vil fortsætte denne støtte også næste år. Lad os fastholde dette momentum," sagde Lars Løkke Rasmussen under pressemødet.

Inden for klodens 20 største økonomier, G20, udgør den statslige støtte til sort energi næsten fem gange så meget, som de samme lande giver i tilskud for at fremme klimavenlige energiformer som vindmøller, solceller med videre.

Globalt giver regeringer årligt over 500 milliarder dollar (3500 milliarder kroner) fra offentlige kasser for at holde den hjemlige pris på olie, kul og gas kunstigt lav. Hvis man fjerner subsidier til fossil energi, skærer det 10 procent af det globale CO2-udslip i 2050.

Det vil frigøre midler til uddannelse, sundhed og infrastruktur. Samtidig får den vedvarende energi samme betingelser at konkurrere på, som de klimaskadelige brændsler har i dag.

/ritzau/