Danmark og Canada vil løse grænsespørgsmål ved Grønland

363151_16_9_large_968.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
23. maj 2018 KL.12:27
Canada og Danmark via det grønlandske landsstyre undersøger grænsen mellem Canada og Grønland i en fælles arbejdsgruppe.

Det har udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) aftalt i Grønland med sin canadiske kollega, Chrystia Freeland.

Arbejdsgruppen skal anbefale, hvordan de to lande løser grænsespørgsmål. Det omfatter suverænitet over øen Hans Ø, grænsedragning til søs i farvandet Lincoln Sea og kontinentalsoklen i havområdet Labrador Sea.

Anders Samuelsen ser arbejdsgruppen som et "gennembrud" i indsatsen for at afklare suverænitet over blandt andet Hans Ø.

- Det er et resultat af det stærke samarbejde, der allerede eksisterer mellem vores lande. Samtidig er det en annoncering, der i den grad er i Ilulissat-erklæringens ånd, siger Anders Samuelsen i en skriftlig kommentar.

Udenrigsministrene er i Grønland ved tiåret for Ilulissat-erklæringen fra 2008. Her aftalte Danmark med Norge, Canada, USA og Rusland, at problemer i Arktis skal løses fredeligt efter FN's havretskonvention - på dansk initiativ.

Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, understreger, at Canada som arktisk nation vil samarbejde med sine naboer for at løse sager af fælles interesse.

- Vi er meget tilfredse med at tage fat på vores uløste grænsedragningsspørgsmål gennem denne fælles arbejdsgruppe med vores mangeårige ven og allierede, Kongeriget Danmark, siger Chrystia Freeland.

Grønlands udenrigsminister, Vivan M. Motzfeldt, er meget tilfreds med, at Danmark, Grønland og Canada viser vejen fremad.

- Spørgsmålet om Tartupaluk/Hans Ø har været diskuteret længe. Jeg er sikker på, at det kommende arbejde vil blive udført på en fredelig og konstruktiv måde, siger Vivian M. Motzfeldt.

/ritzau/