Brexit har bragt Boris Johnson helt til tops efter år i kulissen

null

384916_16_9_large_955.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
23. jul 2019 KL.14:01
Brexit bragte Boris Johnson til tops.

Med 92.153 stemmer fra medlemmer af Det Konservative Parti sikrede Johnson sig tirsdag sejren i det konservative lederopgør - og vil dermed onsdag erstatte Theresa May som Storbritanniens næste premierminister.

EU-kritikken, den hårde brexitlinje og det globale udsyn fra den tidligere London-borgmester har under de seneste ugers lederopgør med udenrigsminister Jeremy Hunt talt til de konservative hjerter - men rækker helt tilbage til starten af Johnsons karriere.

Alexander Boris de Pfeffel Johnson startede livet internationalt. Han blev født i New York og voksede delvist op i Bruxelles, hvor hans far arbejdede for EU-Kommissionen. Men han blev uddannet i Storbritannien, først på privatskolen Eton, hvor han lærte den senere premierminister David Cameron at kende, og senere på Oxford Universitet. Her kom Johnson i de cirkler, hvor store dele af de konservative toppolitikere bliver støbt, og blev i 1986 formand for debatklubben Oxford Union.

Efter universitetet startede Boris Johnson en karriere som journalist, men han blev fyret fra sit første job på avisen The Times efter at have opfundet et citat. Derefter blev han korrespondent i Bruxelles for avisen The Telegraph, hvor han blev berømt og berygtet for forsidehistorier om skæve EU-tiltag, som ikke altid viste sig at holde i virkeligheden.

Politik trak i Boris Johnson

Men det politiske trak i ham, og i 2001 blev han første gang valgt til Underhuset for Det Konservative Parti, hvor han blev en del af partiets liberale frihandelsfløj.

Det var dog først, da han i 2008 blev valgt til borgmester i London, at han for alvor blev et kendt ansigt i britisk politik. Her indførte han en opdateret version af Londons ikoniske røde dobbeltdækkerbusser og han fik opstillet lejecykler rundt om i millionbyen, som i dag blot er kendt som Boris-bikes. Som borgmester gjorde han sig også internationalt bemærket, da han stod i spidsen for brandingen af den britiske hovedstad under OL i London i 2012.

Allerede som karismatisk og kontroversiel borgmester blev Johnson spået som en mulig kommende premierminister. Men Johnson var vendt tilbage til Underhuset som parlamentsmedlem, da en chance for at bringe sig selv helt til tops opstod i 2016: Premierminister David Cameron udskrev en folkeafstemning om udmeldelse af EU i et forsøg på at lægge låg på EU-debatten i Det Konservative Parti.

Troede vejen var banet til Downing Street 10

Mens Cameron regnede med, at partiet ville stå på hans side, meldte to centrale konservative sig imidlertid på Leave-siden: Ungdomsvennen Boris Johnson blev sammen med Michael Gove to af hovedfortalerne for at forlade EU.

Da resultatet af folkeafstemningen sendte et chok gennem Storbritanniens politiske centrum, var vejen til Downing Street 10 banet for Johnson. Troede han. David Cameron trak sig som premierminister, og Johnson stillede op med Michael Gove i spidsen for Johnsons kampagne.

Men midt under lederopgøret i 2016 trak Gove støtten for selv at stille op - og Johnson opgav at vinde lederopgøret. Også Gove blev stemt ud, og i stedet vandt landets indenrigsminister, Theresa May, magten.

May holdt dog brexit-fortalerne tæt til sig og udpegede Johnson til udenrigsminister, mens andre brexit-støtter fik ansvaret for Brexit-ministeriet og det internationale handelsministerium. Freden i Det Konservative Parti holdt ind til sommeren 2018 - hvor May efter mange måneders venten fremlagde sin brexit-plan ved landstedet Chequers, hvilket straks fik Boris Johnson og brexit-minister David Davis til at trække sig fra Mays regering.

Overtager ansvaret for brexit-projekt

Siden har Johnson kæmpet sammen med den konservative brexit-fløj imod Mays forsøg på at få udtrædelsesaftalen vedtaget. Efter tre afvisninger af aftalen i Underhuset, forsvandt støtten til May helt i maj - og banede vejen for et nyt lederopgør. Et lederopgør, der nu har bragt Boris Johnson helt til tops i britisk politik.

Dermed overtager Johnson selv ansvaret for at gennemføre det brexit-projekt, han spillede en nøglerolle i at skabe. Men når han overtager topjobbet, arver han også alle Mays problemer: Et splittet parti, og et ultra-tyndt flertal i Underhuset på kun tre stemmer, og et EU, der nægter at komme med de indrømmelser, den konservative brexit-fløj kræver.

Lykkes det alligevel Johnson at gennemføre brexit i efteråret, vil brexit ikke bare have bragt ham til tops - men også sikret ham en plads i historiebøgerne.

Lykkes det ikke, kan Johnson ende med at blive en af de kortest siddende britiske premierministre.