Brexit-drama i London: Boris Johnson taber vigtig afstemning i parlamentet

387136_16_9_large_206.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
03. sep 2019 KL.23:12

Den britiske premierminister Boris Johnson har sent tirsdag aften tabt en vigtig afstemning i parlamentet. 

I en kommentar umiddelbart efter afstemningen sagde Johnson, at han vil gå efter at udskrive valg, hvis han igen lider nederlag i parlamentet onsdag. 

Trods massivt pres fra regeringen valgte en gruppe oprørere fra Johnsons konservative parti tirsdag aften at stemme sammen med oppositionen for et forslag om at overtage kontrollen med parlamentets dagsorden. Forslaget blev vedtaget med stemmerne 328 mod 301. 

Ny brexit-duel venter forude

Det betyder, at vejen nu er banet, så den tværpolitiske gruppe onsdag kan fremsætte et lovforslag, der fjerner risikoen for et hårdt brexit om knap to måneder  - direkte mod premierministerens vilje.

Forslaget vil pålægge Johnsons regering at bede EU om forlængelse, såfremt der ikke er vedtaget en brexit-aftale i slutningen af oktober.  

Boris Johnson og hans rådgivere mener, det vil amputere regeringens forhandlingsstrategi. De mener, at der er nødt til at være en reel trussel om et hårdt brexit, hvis regeringens forhandlere skal have mulighed for at lande en revideret brexit-aftale med EU, inden fristen udløber 31. oktober. 

Oppositionen og de konservative oprørere siger derimod, at det er alt for risikabelt at styre landet så tæt på et hårdt brexit med potentielt katastrofale konsekvenser. 

Johnsons flertal er forsvundet

Forud for nederlaget måtte premierministeren desuden se sit flertal forsvinde - bogstaveligt talt. For mens Johnson talte i Underhuset, House of Commons, besluttede den konservative politiker Philip Lee at forlade sin bænk for at skifte side og placere sig hos midterpartiet Liberal Democrats. Og dermed var regeringens spinkle flertal på et enkelt mandat forsvundet.
 
Den konservative afhopper skriver i en meddelelse, at han mener, Boris Johnsons regering går efter "et ødelæggende brexit" og bruger kritisable metoder som "manipulation, mobning og løgn".

Kan ikke udløse valg alene

Men selvom Johnsons flertal nu er væk, så falder regeringen ikke medmindre der vedtages et mistillidsvotum imod den. Og det er der ingen udsigt til her og nu. 

Johnson har truet de konservative oprørere med at smide dem ud af partiet og udskrive valg. Alligevel stemte 21 konservative angiveligt mod regeringens linje tirsdag aften.

Og premierministeren kan ikke udløse et valg alene. Det kræver opbakning fra to tredjedele af Underhusets medlemmer. Men efter afstemningen tirsdag aften lod Labour-lederen Jeremy Corbyn forstå, at forslaget om at udelukke et hårdt brexit skal vedtages, før han er klar til at stemme for et valg.