Bødskov: "Fuldkommen uholdbart" at der er uenighed om ansvaret mellem Danmark og Estlands tilsyn

377139_16_9_large_299.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
19. feb 2019 KL.16:10

Der er noget "helt galt", når to myndigheder offentligt kaster ansvaret for Danske Banks hvidvasksag rundt i mellem sig som en tikkende bombe.

Det mener formanden for Folketingets Erhvervsudvalg, Morten Bødskov (S).

"Jeg forstår ikke, hvordan det danske finanstilsyn stadig kan få kritik i offentligheden af et tilsyn, som de har arbejdet tæt i denne her sag i flere år. Det er virkelig uforståeligt. Så er der virkelig noget helt galt," siger Bødskov.

Det estiske finanstilsyn meldte tidligere på dagen ud, at det vil smide Danske Bank ud af Estland. Kort efter valgte banken at acceptere, og Danske Bank har nu valgt at lukke ned for sine aktiviteter i både Estland, Letland, Litauen og Rusland. 

Uenighed rokker ved dansk rapport

I januar frikendte det danske finanstilsyn sig selv, og udtrykte at det havde levet op til sine forpligtigelser i forhold til tilsynet med Danske Bank fra 2007 til 2018. Samtidig henviste Finanstilsynet til, at det var tilsynet i Estland, der skulle kontrollere den estiske afdeling, hvor hvidvasksagen fandt sted.

Men nu langer det estiske finanstilsyn ud efter det danske finanstilsyn, og skriver at de var den eneste institution i Danmark og i Estland, der reagerede, da problemenerne blev opdaget.

"Den uenighed rokker ved det, der står i det danske finanstilsyns rapport om deres tilsyn med Danske Bank. Af den fremgår det, at der ikke er nogen uenigheder om, hvem der har ansvaret for hvad mellem det danske og det estiske tilsyn, men nu hører vi så endnu en gang, at det er der," lyder det fra Morten Bødskov. 

"Nu vil vi have klarhed over den uenighed, der tydeligvis er. Det er fuldkommen uholdbart, at der er uenighed mellem de to offentlige myndigheder, som har haft ansvaret for at kontrollere aktiviteterne i Estland, i hvad der nogle steder er karakteriseret som verdenshistoriens største hvidvasksag," fortsætter han. 

Bødskov:
Jeg har tillid til Finanstilsynet

Tilsynet gør det i en meddelelse klart, at der er tydelig uenighed om, hvor ansvaret for tilsynet med Danske Banks estiske filial har ligget.

"Vi har læst, hørt og opfattet en række indikationer på, at hjemlandet hellere vil pege fingre af Estland," skriver det estiske tilsyn og tilføjer:

"Da forældrene til vores gæst ikke ønsker at være involveret i at håndtere den, vil vi sende den besøgende bank hjem, for den har ikke bare opført sig uhøfligt, den har også ødelagt værdifulde ejendele, som tilhører dens vært."

Mener du at det estiske tilsyn har ret i, hvad de siger om det danske finanstilsyn? 

"Det vil jeg bede erhvervsministeren afklare. Det er hans opgave, at sørge for det her ikke finder sted. Det, jeg kan forholde mig til, er, at de gentagende gange kritiserer det danske finanstilsyn. Havde man haft et godt, stabilt og tillidsfuldt samarbejde, så ville man afklare det mellem de to offentlige myndigheder og ikke gøre det til en offentlig diskussion," siger Morten Bødskov.

Men på trods af at formanden for Folketingets Erhvervsudvalg i sidste uge meldte ud, at Socialdemokratiet vil "trække en streg i sandet" og skifte hele tilsynets bestyrelse ud i de politiske forhandlinger, der i øjeblikket pågår om et styrket tilsyn med bankerne, har han stadigvæk tiltro til det danske finanstilsyns arbejde. 

"Jeg har tillid til det danske finanstilsyn, selvfølgelig har jeg det. Men vi er nødt til at komme til bunds i det her, for det er ikke holdbart at det bliver en offentlig diskussion mellem Estland og Danmark."

Ingen optimal løsning  

Morten Bødskov har kaldt erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i samråd torsdag, for at få en afklaring af, om det er det danske eller estiske tilsyn, der har myndighedsansvaret.

Og det estiske finanstilsyns udmelding bliver et emne på dagen.

"Det vil blive bragt op. Det, vi sidder og forhandler, er jo på baggrund af den rapport det danske finanstilsyn har fremlagt, hvor af det fremgår at der ikke er nogen uenighed mellem det danske og estiske finanstilsyn om hvordan sagen har været og skal håndteres," lyder det fra Bødskov.

Morten Bødskov siger, at der endnu ikke er kommet et udspil fra regeringen, men at han forventer det bliver præsenteret til et møde onsdag, hvor der skal forhandles en række politiske initiativer om tilsynets fremtid .

Derudover skal man forhandle forslag, som Finanstilsynet selv er kommet med samt en række andre forslag, der er tidligere er fremlagt, forventer formanden. 

Hvad vil være den optimale løsning? 

"Desværre er situationen den, at det er svært at pege på et eneste forslag, som løser det hele. Det kan ikke lade sig gøre i denne her situation," siger Morten Bødskov.