Bocian efter OECD-hug: Reformer skal redde tyndfed økonomi

325460_16_9_large_316.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
01. jun 2016 KL.14:18
Dansk økonomi har brug for reformer, for vi er fanget i en situation med lav produktivitetsvækst, begyndende mangel på arbejdskraft og for høj prisvækst på boligmarkedet.

I  den seneste udgave af rapporten World Economic Outlook fra  Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) skriver økonomerne, at der er brug for reformer, hvis Danmark skal ud af vækstkrisen og styrke den produktivitet, der skal gøres os alle sammen rigere.

”Det er netop den tyndfede tilstand, som reformer ville kunne afhjælpe,” siger Steen Bocian, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

OECD vurderer, at der især er brug for reformer i detailhandelen og brug for reformer af apotekerbranchen for at øge konkurrencen.

OECD står med hovedet inde i busken

Geert Laier Christensen, der er underdirektør i Dansk Erhverv, er lodret uenig med OECD i, at der er brug for yderligere reformer, der øger konkurrencen i detailhandlen.

“Lige præcis i detailhandelen er der blodrød konkurrence. Altså som i blodrød. Og det er en fejlagtig opfattelse, når danske institutioner og nu også OECD vurderer, at der er et konkurrence problem i detailhandelen, og konkluderer man det, så må man stå med hovedet inde i en busk” siger Geert Laier Christensen.

Til gengæld er han enig i, at der kan gøres mere på apotekerområdet.

“Der er konkurrencesituationen meget begrænset, og der vil man kunne øge konkurrencen med yderligere reformer,” siger Geert Laier Christensen.

Risiko for flaskehalse

OECD vurderer, at væksten i 2016 i dansk økonomi bliver på 1 pct., hvilket er det samme som De Økonomiske Vismænd, der i deres nye prognose forventer en vækst på 1,1 pct. i 2016.

I 2017 forventer OECD en vækst i BNP på 1,8 pct., hvilket er en anelse mere end vismændene, der forventer en vækst på cirka 2 pct.

”Vi er enige i det overordnede vækstbillede OECD tegner i deres prognose for dansk økonomi. Selvom nye tal i går viste, at BNP voksede med 0,5 pct. i årets første kvartal – hvilket var overraskende pænt - får væksten alligevel vanskeligt ved at komme op på markant mere end en pct. i år,” siger Erik Bjørsted chefanalytiker i AE-rådet.

OECDs vurdering er, at der er et begyndende pres på arbejdsmarkedet, hvor det trods den svage vækst går godt på arbejdsmarkedet.

”Beskæftigelsen vokser måned efter måned, og havde det ikke været for de flotte jobtal, ville man på nuværende tidspunkt nok ikke tale om opsving, men derimod om stagnation,”siger Erik Bjørsted.

Saltvandsindsprøjtning

Han håber, at der håber at en fortsat jobfremgang kan give det svage opsving en saltvandsindsprøjtning og skubbe endnu mere bag på det private forbrug og de private investeringer.

”Modsat OECD mener vi dog, at vi fortsat er noget fra kapacitetsgrænsen. Som vismændene påpegede i går er der ikke tydelige tegn på flaskehalse endnu, selvom man selvfølgelig skal være på vagt," siger Erik Bjørsted, der vurderer, at der fortsat er 176.000 personer mellem 16 og 64 år, som ønsker et arbejde og også er til rådighed for arbejdsmarkedet.

”Dertil kommer, at arbejdsstyrken vokser i disse år, og selv om det betyder at arbejdsløsheden ikke falder så kraftigt, betyder det også, at opsvinget kan køre længere på literen, og der går længere tid, før vi løber tør for arbejdskraft,” siger Erik Bjørsted.