Bernanke booster USAs økonomi

Politik
Eksklusivt for kunder
03. nov 2010 KL.20:33
Den amerikanske centralbankchef, Ben S. Bernanke, giver nu USA en saltvandsindsprøjtning, der er lidt større end forventet.

Med en plan om at købe statsobligationer for mindst 600 mia. dollar de næste seks måneder overgår han lige konsensus-estimatet på 500 mia. dollar, der var forventet op til ugens vigtige rentemøde i den amerikanske centralbank.

Dermed satser Bernanke endnu mere på, at centralbanken kan sparke gang i økonomien og skabe arbejdspladser - uden at inflationen springer i vejret og udhuler forbedringerne og tilliden til amerikansk økonomi.

Det svarer til, at der hver måned skal købes statsobligationer for ekstra 75 mia. dollar for på den vis at sende flere penge ud i amerikansk økonomi via de såkaldte kvantitative lempelser.

Denne nye hjælpepakke, døbt QE2, kommer i kølvandet på den første hjælpepakke, hvor der blev brugt 1700 mia. dollar uden at give det fornødne skub til landets økonomi. QE1 fik USA ud af recessionen, men fik altså ikke tvunget USA op i det nødvendige vækstgear.

"På nuværende tidspunkt er arbejdsløshedsraten høj, mens den underliggende inflation er relativt lav i forhold til det niveau rentekommiteen vurderer at være holdbart på længere sigt," skriver den amerikanske centralbanks komite, FOMC.

Rentekomiteen valgte som forventet at holde det generelle renteniveau i ro på 0-0,25 pct. Samlet vil der blive tale om, at den amerikanske centralbank bruger 850-900 mia. dollar på at købe obligationer, når de penge, som amerikanerne løbende betaler af på stats- og realkreditobligationer regnes med.

QE1 sikrede ikke den fremgang i amerikansk økonomi, som det ellers var planen.  Godt nok trak de amerikanske banker det fulde beløb fra QE1 – men pengene blev i første omgang især brugt til at polstre bankernes egen økonomi for at klare de mange kvartaler med betydelige tab på dårlige lån.

Hjælpepakken gav ikke bankerne så meget luft – og så meget optimisme, at de var villige til at sende pengene videre i form af lån til forbrugere og virksomheder, hvilket er forudsætningen for at få amerikansk økonomi op i gear og få arbejdsløsheden ned.

Efter en relativ stærk regnskabssæson med fremgang i 3. kvartals regnskaberne også for finanssektoren, er de amerikanske banker begyndt at låne flere penge ud igen – men det er endnu ikke nok til at få USA op i det vækst-gear, der er nødvendigt for at trække verdens stærkeste økonomi endegyldigt ud af krisen.

USA er afhængig af en betydelig vækst for reelt at komme fremad. De første tre procents BNP-vækst på årsbasis bliver spist op af en massiv indvandring af arbejdskraft, og væksten faldt tilbage til 0,6 pct. i 3. kvartal fra 0,9 pct. i 2. kvartal, og der forventes en årlig vækst på omkring 2,6 pct. Dermed er der lang vej op til målet om at skabe flere arbejdspladser.