Demonstranter omringer regeringshovedkvarter i Hongkong
Demonstranterne, der her ses ved regeringsbygningen i Hongkong, har gennemført blokaden, netop som storbyens lovgivende forsamling skulle debattere det kontroversielle lovforslag.
Foto: Anthony Wallace/Ritzau Scanpix
Politik Af
Tusindvis af demonstranter har onsdag blokeret centrale veje omkring regeringshovedkvarteret i Hongkong.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til onsdag dansk tid.

Blokaden kommer i kølvandet på massive demonstrationer mod en ny lov, der gør det muligt at sende mistænkte i straffesager til retsforfølgelse i Kina.

Demonstranterne, der ifølge nyhedsbureauet AP primært består af unge studerende, har gennemført blokaden, netop som storbyens lovgivende forsamling skulle debattere det kontroversielle lovforslag.

Det har ført til tumult og mindre sammenstød med lokalt politi. Ifølge lokale medier er der blevet bygget fysiske barrierer i flere sidegader omkring regeringsbygningen.

Ifølge flere medier deltog over en million mennesker i protester i millionbyen søndag.

Mange indbyggere i Hongkong, der er en del af Kina, men har vidtrækkende autonomi, frygter, at udleveringsaftalen vil blive brugt til at straffe politiske fanger.

De lokale myndigheder har forberedt sig på fortsatte demonstrationer og strejker i de kommende dage.

Mandag afviste Hongkongs regeringschef, Carrie Lam, at skrotte lovforslaget, som flere frygter vil øge tilknytningen mellem det selvstyrende Hongkong og Kina.

Menneskerettighedsgrupper har gentagne gange udtrykt bekymring for, at retssager ved en kinesisk domstol ikke vil være frie og retfærdige, og at menneskerettigheder vil blive overtrådt.

Hongkong har tidligere været en britisk koloni. Den blev i 1997 ført tilbage til Kina som en særskilt administrativ region med udstrakt selvstyre. Det indebærer blandt andet, at Hongkong har demokratiske valg og sit eget retssystem.

Ifølge aftalen med Kina har Hongkong ret til at bevare sit særskilte - og udpræget demokratiske - system i 50 år frem til 2047.

/ritzau/



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Vestas-boss om ekstremt 2019: "Vi jager folk for at levere i år"

Ny regering med indbyggede benspænd: Der en ubalance mellem konkrete forslag til nye udgifter og hvor konkrete forslagene er til finansieringen

Amagerbankens formand afviste behov for forsikring og mente ikke bestyrelseskolleger havde grund til bekymring hvis de "opførte sig ordentligt"

Mette Frederiksen: Margrethe Vestager skal fortsætte som EU-kommissær

Chr. Hansen nedjusterer forventningerne - den organiske vækst skuffer

Kattelem i regeringspapir kan rive tusindvis af hænder væk fra erhvervslivet nu

Mads Nipper om regeringsaftale: "Da fik jeg sgu kaffen lidt galt i halsen"

SF erkender brud på løfte om kontanthjælp

Lumsk detalje koster overblikket over boligskattegæld