Måling: Tyske regeringspartier får klø ved EU-valg
Medlemmer af det kristendemokratiske CDU glæder sig - trods tilbagegangen - over de valgstedsmålinger, der viser, at CDU/CSU-alliancen bliver største ved EU-valget søndag i Tyskland.
Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Politik Af
Kansler Angela Merkels parti, CDU, og dets søsterparti, CSU, står tilsammen til at få 28 procent af stemmerne ved EU-valget i Tyskland søndag.

Det viser en valgstedsmåling ifølge Reuters.

Det er en markant tilbagegang i forhold til det seneste valg for fem år siden, hvor CDU/CSU-alliancen fik 35,3 procent.

Til gengæld tyder meget på en stærk grøn bølge i Tyskland. Det næststørste parti bliver ifølge valgstedsmålingen partiet De Grønne, der ifølge målingen får opbakning fra 22 procent af de tyske vælgere.

Det er en fordobling af De Grønnes valgresultat ved EU-valget for fem år siden.

Dermed har partiet formået at gøre valget til et "Søndag for fremtiden-valg", siger partisekretær Michael Kellner med henvisning til de klimademonstrationer, der går under sloganet "Fredag for fremtiden".

- Vi vil bringe klimabevægelsens stemme fra gaden og ind i parlamentet, siger en af De Grønnes spidskandidater, Sven Giegold, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Målinger har vist, at klimaforandringer har overhalet indvandring som de tyske vælgeres største bekymring.

- Det er første gang, at klimaforandringer har spillet en så stor rolle ved et valg, sagde De Grønnes partileder, Robert Habeck, tidligere på valgdagen.

Det socialdemokratiske SPD får ifølge målingen 15,5 procent, noget som partileder Andrea Nahles betegner som "ekstremt skuffende", skriver Reuters.

Det EU- og indvandringskritiske Alternative für Deutschland (AfD) står til 10,5 procent.

Dermed er AfD gået frem i forhold til det seneste valg til EU-Parlamentet for fem år siden, men har ikke samme opbakning som ved det seneste valg til den tyske forbundsdag i 2017.

Det liberale FDP og venstrefløjspartiet Linke får hver 5,5 procent, viser valgstedsmålingen.

CDU's leder, Annegret Kramp-Karrenbauer, siger ifølge Reuters, at hvis hendes forventninger bekræftes, og den konservative EPP-gruppe, som CDU/CSU er en del af, bliver størst i Europa-Parlamentet, bør EPP's spidskandidat, Manfred Weber fra CSU, blive ny formand for EU-Kommissionen.

Den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er også blandt kandidaterne til posten, der bliver ledig efter Jean-Claude Juncker.

/ritzau/



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Finanstilsynet: Gebyrskandale kan ramme flere banker

Enhedslisten kræver garanti mod "klassiske" reformer

Det kan vi lære: Er du topchef eller investor?

DSV: Sådan ruster vi os til en ny krise

Ørsted tager første stik på strategisk vigtigt marked

Eksperter: Positive afkast i sigte for danske aktier resten af 2019

Bliver Noma kåret som verdens bedste restaurant tirsdag?

Aktieluk i Europa: Nedjustering sænkede Daimler i svagt negativt Europa

Skattedom kan give milliardtab i statskassen: "Vi tror, at Skat alt andet lige vil stå til nederlag i flere sager"