Mette F vil banke udgifterne op med 37 mia kr i 2025
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politik Af
Der skal graves 37,4 mia. kr. ekstra frem fra foret i statskassen, når vi kommer frem til 2025. Penge, der skal spredes ud på mere offentligt forbrug og på ydelser til bestemte grupper af danskere.

"Opgaven i de kommende år er ikke at udvide arbejdsudbuddet"

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet

Det fremgår af en ny økonomisk plan, som Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen (S) netop har fremlagt på et pressemøde på Christiansborg.

 "Det går godt for dansk økonomi, og det, der er opgaven, er at sikre, at det bliver ved med at gå godt, og at det løfter vores fællesskab og også dem, som endnu ikke har fået adgang til de gode tider," siger Mette Frederiksen.

Hun fortsætter:

"Vi har behov for en ny reformpolitisk kurs. VI har de seneste 10-15 år haft meget fokus på arbejdsudbudsreformer. Derfor er arbejdsstyrken udvidet rigtigt meget, og derfor står vi godt og kan finansiere fremtidig velfærd. Men enhver reformtanke møder på et tidspunkt sin afslutning. Opgaven i de kommende år er ikke at udvide arbejdsudbuddet."

20,5 mia. kr. til demografisk træk

Ifølge planen skal udgifterne være 37,4 mia kr højere i 2025, end de er i dag, hvis Socialdemokraterne får deres politik igennem.

 De 20,5 mia. kr. er det, der er sat af til at følge det demografiske træk - og det svarer dermed til det velfærdsløfte, som Venstre afgav for halvanden uge siden, for det svarer lige præcis til at lade det offentlige forbrug stige med 0,65 pct. om året.

Men derudover skal der ifølge S afsættes 1,5 mia. kr. ekstra til børn og socialpolitik og 3 mia kr. ekstra til at lade visse grupper af nedslidte danskere gå tidligere på folkepension end andre grupper.

Der skal også bruges 1,5 mia. kr. på uddannelse af unge og ufaglærte, og der skal bruges 700 mio. kr. på at finde 1000 nye medarbejdere i skattevæsenet.

Socialdemokratiet vil også afsætte 1,5 mia. kr. på at forbedre erhvervslivets rammer - og især mulighederne for at forske.

 Og så skal der bruges 8,7 mia. kr. på en pulje af forskellige ting som klima, miljø og forsvarsforlig.

Mette Frederiksen tilføjer dog, at der nok skal findes endnu flere milliarder, hvis man skal nå målsætningen om at reducere CO2-udledningen med 60 pct. i 2030.

"Den store opgave bliver transportsektoren og omstillingen fra benzin til el og hybrid. Og der har regeringen klogt nedsat en kommission. Ingen ved, hvad den ender ud med, men der bliver en stor opgave efter det," siger Mette Frederiksen.

Hele råderummet - og nye skatter

Og hvor kommer pengene så fra?

De kommer især fra, at Socialdemokratiet vil bruge hele det økonomiske råderum - altså den buffer, der ligger i økonomien i de kommende år - på at øge udgifterne. Men det giver kun 27,8 mia. kr.

Når det ikke svarer til regeringens råderum, der er beregnet til 24,5 mia. kr., skyldes det en uenighed om, hvordan man skal indregner pengene til forsvarsforliget.

Mette F: Ansvarligt at bruge alle pengene

Mette Frederiksen fastholder, at det er ansvarligt at bruge rub og stub af det økonomiske råderum i dansk økonomi.

"Det er ansvarligt, for alt tyder på, at også de kommende år bliver gode for dansk økonomi," siger Mette Frederiksen på pressemødet.

Derudover skal der altså findes yderligere knapt 10 mia kr., for at Socialdemokratiet har penge nok til alle de nye udgifter.

 Ifølge Mette Frederiksen skal 3 mia. kr. findes ved at skære ned på brug af konsulenter i den offentlige sektor.

Ruller skattelettelser tilbage

Og så tilbageruller Socialdemokratiet skattelettelser, der er givet af den tidligere regering, og der bliver indført nye skatter, blandt andet på bankerne.

Men Nicolai Wammen, politisk ordfører i Socialdemokratiet, maner til ro om skattestigningerne.

"Omkring 95 pct af alle danskere vil ikke få en skattestigning med den plan, vi lægger frem her i dag. Man skal være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtigt mange penge for at få en skattestigning," siger Nicolai Wammen.

Han understreger, at der heller ikke er planer om at pille ved det boligskatteforlig, som S har indgået med regeringen for et par år siden.


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Ugens to købskandidater og en salgskandidat

Annoncørbetalt
indhold af Investtech

Forsiden lige nu


Finanstilsynet: Gebyrskandale kan ramme flere banker

Enhedslisten kræver garanti mod "klassiske" reformer

Det kan vi lære: Er du topchef eller investor?

DSV: Sådan ruster vi os til en ny krise

Ørsted tager første stik på strategisk vigtigt marked

Eksperter: Positive afkast i sigte for danske aktier resten af 2019

Bliver Noma kåret som verdens bedste restaurant tirsdag?

Aktieluk i Europa: Nedjustering sænkede Daimler i svagt negativt Europa

Skattedom kan give milliardtab i statskassen: "Vi tror, at Skat alt andet lige vil stå til nederlag i flere sager"